13 / 248
- 4 -
understøttet af alle." Børnehjemmet Louisestiftelsen ved Sorø, der
blev taget i Brug 3die Juli 1862, var Frugten af en Komite af
14de November 1857, som daværende Prinsesse Louise samlede
hos sig den nævnte Dag for at raadslaa om, hvad man skulde gøre
imod en atter opblussende Kolera-Epidemi, og som blev staaende
ved, at der skulde samles Midler til at tage sig af Børn, hvem
navnlig smitsomme Sygdomme havde gjort halvt eller helt forældre
løse. Men i den Plan for en saadan Stiftelse, hun allerede i 1858,
efter at en Bazar under hendes Protektion havde bragt en god Sum
til Veje, fæstede til Papiret, læser vi ikke blot om, at den „skulde
optage Børn fra den spæde Alder og beholde dem indtil Konfirma
tionen" og herved navnlig „virke for den tjenende og arbejdende
Del af Samfundet", men hun har ogsaa følgende, næsten profetisk
lydende Udtalelse: „Jeg haaber og er alt temmelig forvisset om, at
der her i Landet, ligesom allerede Tilfældet er paa flere Steder i
Tyskland og nu ogsaa i Stockholm, vil danne sig de saakaldte
Diakonisser eller saadanne menneskekærlige Kvinder, som, staaende
paa en sund religiøs, protestantisk-kristelig Grund, ofre deres Tid
og Flid
paa
at
yde navnlig Børn og syge al den fysiske og aande-
lige Pleje,
som de formaa; Stiftelsen, har jeg da tænkt mig, kunde
da
aabne en passende Virksomhed netop for saadanne".
Med
disse Forudsætninger skulde der for Prinsessen, da hun
havde haft
Held med sit første filantropiske Foretagende, kun et
lille Stød til
at sætte hende i Bevægelse imod det næste, som skulde
tilvejebringe
den vigtigste Betingelse for al saadan Virksomhed: de
rette
Personer. Det
lille Stød kom, da hun besøgte den ædle Prin
sesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz, som efter sit korte ulykkelige
Ægteskab
med
Prins Frederik (den 7de) af Danmark tog varm Del
i kristelig Barmhjertighedsgerning sammen med sit Lands Diakonisser.
Hvad Prinsesse Louise der saa og hørte,
maatte
ikke længere savnes
i Danmark. Paa hendes Begæring anviste Pastor Biædel hende to
Damer, Louise Conring, da Tilsynsførende med Fødselsstiftelsens
Plejebørn, og Mathilde Meinert, den senere Forstanderinde for Enke
dronningens Plejeforening. Dem sendte hun straks til Stockholm,
for at de netop skulde lære Sagen at kende i nordisk, ikke i tysk
Dragt.
Efter Hjemkomsten derfra skrev Frk. Conring følgende Brev,
dateret August 1861: