10 / 248
en første Beretning skrev jeg", saaledes begyn
d e r Evangelisten Lukas sin
anden
Beretning;
han gentager ikke den første,
men tager den op ved at knytte
den anden dertil i et Hoved-
punkt, fælles for dem begge:
Herlighedens Herre, den him
melfarne Kristus.
Noget lignende maa det
vel ogsaa blive, naar nu Dia
konissestiftelsens 50 Aars Be-
—retning skal skrives af den
samme, der affattede dens 25 Aars Festskrift. Det gamle skal ikke
gentages, men det kan heller ikke forbigaaes, da ikke alle kan for
udsættes at eje eller at kende den første Beretning. Men hvad der
frem for alt skal læres af den hellige Forfatter, det er, at hverken
det gamle eller det nye skal skrives til Menneskers Ære, men Gud
skal have Æren. Lukas har aldrig kaldt eller villet kalde sin Bog
«Apostlenes Gerninger"; han betegner den ved sit indledende Ord
udtrykkeligt som 2den Del af
Herrens
Gerninger.
Maaske kunde begge disse Hensyn bedst forenes, naar man lod
navnlig den ældre Del af de 50 Aar, som ved de paagældendes
Død er overgaaet til Historien, gengives af dem, som nu er bort
kaldte, i en Skildring, som de ved Affattelsen aldrig har tænkt, skulde
fremlægges for andre. Det bliver 25 Aars Beretningen om igen,
men paa en helt anden Maade, og deri kan ingen af de personlige
1