11 / 248
- 2 -
Motiver komme med, som saa let gøre sig gældende, naar Frem
stillingen er bestemt for Offenligheden.
Muligheden for en saadan ny Fremlæggelse af hine gamle Be
givenheder har Diakonissestiftelsen i et udførligt
Brevskifte
mellem
de tvende, som havde den største Del i dens Tilblivelse: Prinsesse,
senere Dronning Louise og Søster Louise Conring. Paa Embeds
Vegne, den ene som Stiftelsens Protectrice, den anden som dens
Forstanderinde, men tillige i et med Aarene voksende, hjerteligt og
fortroligt Venskab, har de skrevet til hinanden stadig om det samme,
den Sag, som havde deres største Interesse og varmeste Kærlighed,
Diakonissesagen. F.nhver Bevægelse, frem eller tilbage, i dens Liv,
enhver ny Opgave og Virksomhed, den kunde drage ind under
sig, drøftes ofte mundligt, men, til Held for os, endnu langt oftere
- baade paa Grund af den stedlige og den sociale Afstand - skrift
ligt imellem dem, og tit ser man ligefrem Historiens Traade blive
spundne i selve disse Breve. Og naar de da allerede derved har
den største Interesse for dem, der i Diakonissesagen ser et Led i
vor Kirkes og vor kristne Kulturs Liv, saa giver Forskellen i Stil
og Karakter mellem de to Brevrækker en livlig Afveksling i Læs
ningen deraf som ved en virkelig Samtale mellem to i mere end een
Henseende
levende Mennesker.
Efter Louise Conrings Død den 1ste April 1891 blev Dron
ningens Breve bragt til Afsenderinden, som bandt dem sammen
med Paaskrift, at de skulde tilhøre Diakonissestiftelsen.
Efter
Dronning Louises Død den 29de September 1898 bragte derfor
med god Ret hendes tre Døtre den hele Brevsamling til Diakonisse
stiftelsen. Det er en Skat, denne heri ejer, men en Skat, der ikke
skal graves ned i Jorden, et Lys, der ikke bør sættes under en
Skæppe. Med Hans Majestæt, vor høje Beskytters, Tilladelse er da
allerede Begyndelsen deraf, selve Tilblivelseshistorien, blevet offen-
liggjort i Diakonissestiftelsens Almanak for Jubelaaret og herfra i
tysk Oversættelse gengivet i Diakonissesagens officielle Organ «Armen-
und Krankenfreund". Selvfølgelig har den ogsaa sin Plads i dette
Festskrift, efterfulgt af Fortsættelsen lige til Louise Conrings Død i
1891. Men ogsaa inden denne Tidsfrist vil, altsom vi rykker frem
mod den nærværende Tid, Diskretionspligten vokse, samtidig med
at nye, til Dels endnu levende, Personer i stedse højere Grad faar
Indflydelse paa Sagens Fremgang. Saaledes trænger, ogsaa før hin