OmkringKøbenhavnsKvægtorv

Mark, saa staar der seks Grise.« Den troskyldige Karl — det er sta

dig Schmeltzer, der fortæller — hentede Pengene, gik tilbage til

Trommesalen, men fik ingen Grise udleveret. »Jeg nødtes derfor til

at lade Hr. Stauning indkalde for Politiet, hvor han i Lørdags

(Schmeltzer havde faaet Grisene fra Sønnen om Onsdagen) vedtog

strax at udlevere Grisene. Men ved Udleveringen var en af dem

død og de fem andre i højst maadelig Tilstand, hvilket er højst be

gribeligt, da de i saa lang Tid intet havde faaet til Livets Ophold.«

Stauning havde, erklærer Schmeltzer, glemt, hvad man skylder

Dyrene. Han burde have givet dem Føde, og han vidste jo nok, at

Schmeltzer var i Stand til at betale herfor og for deres Ophold i

hans Indelukker. Den vrede Slagter slutter med at fraraade, at man

overlader Kreaturers Forplejning til Trommesalens Ejer.

— Det er vanskeligt for os at dømme Stauning og hans An

gribere imellem. Han har jo nok søgt at faa saa meget som muligt

ud af Forretningen og kan derved være traadt andre for nær. Men

de Anker, der blev fremført mod ham, er undertiden saa voldsomt

personlige, at de ligesom svækkes derved. Man maa i alt Fald er

indre, at der var mange varmblodige Personer indenfor det Folke

færd, som færdedes i den gamle Trommesal, saa hans Stilling som

Ejer af Kvægtorvet kan til Tider have været vanskelig nok. Men at

de lokale Forhold var lidet tilfredsstillende for dem, der søgte Tor

vet, derom er der ingen Tvivl.

Det Stauningske Dynasti sad imidlertid fast derude. I 1849

døde Kaptajn Stauning, 82 Aar gammel, men en halv Snes Aar

forinden var Trommesalen overgaaet til Gæstgiver Johannes Knob

Stauning, der var født i 1787. Et Par Aar efter hans Tiltræden hen

vendte flere Kvæghandlere paa Vesterbro sig til Magistraten med

Klage over, at det var vanskeligt for dem at sælge deres Kreaturer