126 / 170
I skal læng’re ud i mørket, det er vist,
selv om nogen synes, det er rædsomt trist.
V i vil tage par’graf fjorten!
Vi vil også have skjorten! —
Men det gælder, hvem der retten får til sidst.
For vi stoler nu på vore raske mænd,
de kan også g i’ på tuden her ig en !
og når slaget det skal falde,
står vi bag dem, en og alle —
det er også nogle stoute, raske mænd.
Skal vi ikke ta’ dem alle i et bundt,
det bli’r drøjt at tage hele raden rundt,
og som tak for det, vi skylde,
vil vi alle sammen hylde
dem med hurra! der kan lyde vidt og rundt.
curly whig
om i h. t. vore lo v e ). H an var i øvrigt slettet for stedse af arbejds
løshedskassen for tidligere forseelser. H an vandt retssagen og fik
1000
kroner i erstatning, hvorefter vi måtte optage ham i fagkassen.
Tid efter anden kom vi også til at optage tidligere „H ipoer“ o. a.,
der havde udstået deres straf, men de forsvandt ret hurtigt igen.
Med Postforbundet fik vi en grænsestrid, som kostede afdelingen
ca. 50 medlemmer. Ved langvarige forhandlinger med ministeriet
havde vi fået en ordning, således at de fleste af vore medlemmer ved
etaten blev tjenestemænd. Straks krævede postforbundet dem, og vi
kom altså til at aflevere.
Radiomontørerne var også vanskelige at holde sammen på, alt for
mange sletninger. Deres klub blev nedlagt, og de resterende radio
montører tilslu ttet Distriktsklubben.
Lønforhøjelse. — V i tre på kontoret fik 15 kroner til 140 kroner
pr. uge plus dyrtidstillæg. D et svarede stort set til akkordfortjenesten
ude i byen — måske lige i overkant, men vi fik jo intet for over
arbejde.
Motorcyklekørsel havde i mange år været forbudt i København,
men så havde hovedbestyrelsen med
11
stemmer mod 4
på forslag
fra Odense afdeling og efter forhandling med Installatørforeningen
125