Bellahøjhusbyggeri

40 / 108

1. Sikkerhedsenetrappe gennem alle etager, i lejlighed pr. luftsluse. Elevator i trapperum.
Passage a f luftsluse mellem lejlighed og trappe med elevator
Brandsikring ved højbyggeri
Spørgsmålets behandling ved Bellahøj bebyggelsen
A f a rk ite k t M .A .A . Curt B ie 699.81
Da projekteringen a f Bellahøjbebyggelsens højhuse
skulle påbegyndes, i 1947, var der endnu ikke opført
egentlige højhuse i København, og med hensyn til,
hvorledes man skulle stille sig til spørgsmålet om
brandsikring i sådanne huse, var situationen stadig
uklar, idet byggeloven a f 1939 —der havde mulig­
gjort højbyggeri - intet nærmere angav om dette
spørgsmål, og den sparsomme projektering, der havde
fundet sted under krigen, havde ikke givet tydelige
retningslinier for en kommende praksis.
Enhver arkitekt kunne ganske vist ved besøg hos auto­
riteterne få noget at vide om, hvordan man der så
på spørgsmålet, men efter dette var der tale om an­
dre krav end åbenbart gældende andetsteds, og man
var således også uden brugbare holdepunkter i uden­
landske fortilfælde. Dertil kom, at selve de nye krav
af mange blev mødt med skepsis, særligt hæftede man
sig ved, at det syntes at ville blive nødvendigt mellem
lejligheder og trapper at indskyde luftsluser, hvorved
der foruden fordyrelse antoges at ville blive gêne i
brugsmæssig henseende.
Til løsning a f den opgave snarest at finde frem til og
få principielt godkendt nogle for Bellahøjbebyggelsen
egnede løsninger så billige og brugsmæssigt set gode
som muligt - nedsatte Bellahøjbebyggelsens tekniker­
udvalg ved sit første møde, i ju li 1947? brand­
sikringsûdvalg og bestående a f arkitekterne Dan Fink,
Mogens Irming, Tage Nielsen og undertegnede. De
løsninger, der nåedes til, forelå og var gennemdrøftet
med autoriteterne ved mundtlige forhandlinger i
december 1947 og undergik kun mindre ændringer
ved en derefter påfølgende udveksling a f skrivelser,
som afsluttedes i april 1948.
Principielle forudsætninger
Forhandlingerne med autoriteterne drejede sig natur­
ligvis ikke blot om løsningerne, men også om forud­
sætningerne. I spørgsmålet herom fastholdt autori­
teterne imidlertid i alt væsentligt de forud anlagte
grundbetragtninger, bl. a. med henvisning til iagt­
tagelser på studierejser, forhandlinger med udenland­
ske autoriteter, beretninger i specialfagblade om -
navnlig i U .S .A . stedfundne - brande m .v. Det blev
dog fastslået, at bygningsvedtægtens regler for trappe­
forhold i bygninger med 4 - 7 etager kunne betragtes
som gældende for bygninger med øverste gulv i bebo­
elseslejlighed højst 20,5 m over terræn, altså - med en
bruttohøjde pr. etage på 2,8 m - med mulighed for
at rumme 8 etager over terræn.
For det grundlag, der herefter måtte bygges på ved
arbejdet med typeløsninger, redegøres kort i det føl­
gende, idet det betones, at det anførte kun er at for­
stå som en orientering i meget grove træk, som det
må tilrådes en begynder i højbyggerifaget at søge
suppleret med oplysninger fra autoriteterne.
Grænsen for, hvor højt over terræn der på betryg­
gende måde kan foretages redning fra stiger, er a f
brandvæsnet - i København - sat til 20,5 m (Frede­
riksberg 23,5 m). Beboere i lejligheder over denne
højde forudsættes at skulle kunne redde sig selv, og
med dette for øje kræves - i almindelighed —at der
fra hver sådan lejlighed skal være adgang til 2 for
selvredning egnede redningsmuligheder, nemlig 1)
sikkerhedstrappe, d.v. s. brandfri trappe adskilt fra
2. Sikkerhedsenetrappe gennem alle etager. Indtil 3 lejligheder pr. luftsluse. Elevator i
trapperum. Passage a f luftsluse mellem lejlighed og trappe med elevator
Særtryk a f „Arkitekten“ , U. 21/1954