S_FørOgNu_1919

Neiiendam, Sigrid Marie Elisabeth,

født Andersen, Frue, født 31.

Maj 1873, første Optr. 4. Septbr. 1900 som Trine i „Mester og Lær

ling“, sidste Optr. 25. Maj 1911 som Nanja i „Anna Karénin“.

Det skyldes Dorph-Petersen, at Sigrid Neiiendam fik Lejlighed

til at udvikle sig. E fter at have gaaet i fem Aar som Askepot

ved Nationalscenen, brød hun igennem som Johanne i „Ungdoms

leg“ paa Dagmarteatret, — hvorpaa ingen kjøbenhavnsk Direktør

vilde engagere hende. Fast besluttet paa at vie Resten af sit Liv

til Højskolegerning rejste hun bort fra Hovedstaden og tog Op

hold paa Møen, hvor Faderen var Forstander paa Rødkilde Skole.

Tre Aar senere havde alle glemt hende, undtagen én: Dorph-

Petersen. Da han skulde overtage Folketeatret, sendte han hende

et Tilbud, som hun i sin landlige Ro først afslog, men senere

modtog efter W illiam Blochs Raad. Hun tilbragte derefter i hvert

Fald ti lykkelige Aar ved Nørregades Scene og vandt i komiske

Roller Publikums Velvilje, indtil hun i 1911 fik Tilbud fra D irek

tionen Weis-Mantzius. Da Forholdene begge Steder i Mellemtiden

havde forandret sig, vendte hun med Glæde tilbage til sit Ud

gangspunkt.

Neumann, Sophus Elias,

født 18. Juni 1846, første Optr. 12. Septbr.

1867 som Sylvain i „En lille Hex“, sidste Optr. 30. Maj 1872 som

Saabye i „Den T rekantede“.

E fter at have modtaget nogen Sangundervisning blev Sophus

Neumann i sit syttende Aar Korist ved Casino og debuterede

den 26de Decbr. 1863 som Coguillet i Farcen „Det gode Sindelag“.

En enkelt Sæson tilhørte han Provinsscenerne, men var ellers i

alle sine Ungdomsaar ansat ved Casino med Undtagelse af de

fem Sæsoner, han havde Engagement ved Folketeatret. Han

m aatte kæmpe haardt for at bane sig Vej, og det var først paa

Nørregade, at han brød igennem. Tilfældet kom ham til Hjælp:

I en heftig Tyfus, under hvilken Pressen lod ham afgaa ved Døden,

mistede han sine Tænder, som D irektør Lange forbød ham at er

statte, fordi hans Ansigt havde faaet en fænomenal Forvridnings

evne, der i høj Grad gavnede hans Kunst. Ogsaa som Skribent

virkede han for Folketeatret, idet han skrev „Fejl H at“ „Hos Kan-

celliraaden“, „Den røde og den hvide Rose“, „Saa galt kan det gaa“

og Sangene til „Theblomst“. „Er man forlegen for en D igter“,

skrev Erik Bøgh, „saa har vi Hr. Neumann ; han skriver meget

nydelige Vers og gemytlige Viser, som han oven i Købet synger

fortræffeligt selv, ja, selv Komedier skriver han saavel til Op

førelse inden for som uden for Voldene. Er man forlegen for en

Bonvivant, have vi Hr. Neumann, en ikke altfor bedaarende Elsker

— Hr. Neumann, en gammel Komiker, Hr. Neumann, en værdig

Fader, ja, selv i Kvindefaget („Stegekælderen“ og „Redaktions

sekretæ ren“) er Hr. Neumann brugbar og altid til Tjeneste“.

Senere blev Sophus Neumann mere end „brugbar“. Sin bedste

Kunst ydede han paa Casino og D agmarteatret, hvor han op-

traadte sidste Gang den 26. Novbr. 1911 som Max i „Syvsoverdag“.

Fire Skikkelser tilhører Glanspunkterne i de danske Privatteatres

Historie og betegner i store Træk hans Evne : Fyrst Anran i

„Lykkebarnet“, som syntes at have Maskekomedierne til Bag

grund, Grøn i „Grøns Fødselsdag“, rørende som Tonen i H. C. An

dersens Eventyr, Argan i „Den indbildt Syge“, klassisk i Stil og

Replik, og Isidor i „César Girodots Testamente“, hvis Udtryk for

Nærighed Peter Brueghel ikke malede med større Mesterskab.

Sophus Neumanns Replik var frodig, fuld af Fantasi, Lune og

Hjerte. Han ejede Evnen til at skabe Fest i Tilskuernes Sind.

Det er en Skamplet i det kgl. Teaters nyere Annaler, at denne

Kunstner ikke fik Ansættelse dér efter Adolph Rosenkildes Død.

Motiverne til hans Udelukkelse tilhører Intrigernes triste Historie.

Han var en barnlig Natur, let paavirkelig og svag i Viljen, god

modig, nem at omgaas. Hans Sind var i de senere Aar harmonisk

og religiøst. Hans sceniske Arbejdsdag strakte sig gennem

Aar og

omfattede over 700 Roller. Da han den 4. Marts 1912 lukkede

sine Øjne paa Villaen „Deo gloria“ i Hellerup, forsvandt det sidste

af Privatteatrenes store Navne fra den ældste Tid.

Neumann, Victor,

født

Juli 1852, første Optr. 1. Septbr. 1875

som Fritz i „Den jagende D iana“, afg. 1876, genans. 1889, sidste

Optr. 25. April 1893 som Vicomten i „Lili“.

Han debuterede som Emil i „Margrethes Drømme“ ved sin

ældre Broders Benefice den 24. April 1874 paa Casino. Man

syntes straks, at Ligheden var stor, men en Sammenligning faldt

ikke ud til Fordel for Victor Neumann. Der er ingen Tvivl om,

at hans tørre, pudsige Karakteristik og Evne til at foredrage en

Vise vilde have vundet langt større Anerkendelse, hvis Publikum

ikke havde kendt Sophus Neumann.

Paa Folketeatret blev Victor Neumann navnlig i sin anden P e

riode til megen Nytte, bl. a. var han en fantasifuld Trold i „Et

Folkesagn". Hans Navn er dog i højere Grad knyttet til Casino,

som han forlod i 1900 for a t paabegynde en omfattende og paa

skønnet Virksomhed som Oplæser. I sit Ægteskab med Skue

spillerinden Adèle Neumann født Bodilsen blev han Fader til

Skuespillerinden Fru A s tr id N e um a n n .

Nielsen, Hans Christian,

født 31. Aug. 1880, første Optr.

. Septbr.

1903 som Glanz i „Hans Højhed“, gjorde i de følgende Aar nyttig

Tjeneste i mange Smaaroller og blev Garderobeforvalter, optr.

sidste Gang 31. Maj 1912 som Karl Bilz i „Hans Højhed“ ; nu

Sceneinspecient ved „Nordisk Film“.

Nielsen, Johannes,

født 14. Septbr. 1870, cand. phil., første Optr.

. Septbr. 1897 som Synderen i „Skriftem aalet“, afg. 1899, genans.

1904, Folketeatrets Direktør 1908—12, sidste) Optr. 13. Maj 1912

som Dr. Gar i „Idyllen“. Medlem af Dagmarteatrets Direktion til

1914, derefter artistisk Leder af det kgl. Teater.

Johannes Nielsen led i sine første Aar under D irektørers og

Instruktørers traditionelle Motiver ved Fordelingen af Roller.

I Stedet for at lade Skuespillernes indre Evner være det afgø

rende ved Stykkernes Besætning, lod man (og lader man) sig lede

af Hensyn til deres ydre Egenskaber. Skønt Johs. Nielsen paa

Elevskolen havde røbet ejendommelige, man kunde sige ødanske;

lyriske Evner, lod man ham paa Scenen spille for Eks. en Hex i

„Macbeth“ eller Arv i „Maskeraden“. Det hed sig fra kompetent

Side, at han manglede „de ydre Betingelser“ til at kunne udføre

de Roller, hvortil hans T alent henviste ham. Under spredte Uni

versitetsstudier søgte han at glemme sine sceniske Skuffelser.

Men paa Folketeatret fik han omsider Lejlighed til at vise,

hvad der boede i ham, og til at udvikle, hvad han i sine Træng-

selsaar havde læ rt paa Nationalscenen. Var han ikke den tra d i

tionelle Elskertype, virkede han til ‘Gengæld som et levende

Menneske, hvis Sorg fik Tilskuerne til at lide, og hvis Udtryk

for Mandsvilje vakte Tillid. Hans Kunst var i Slægt med Tonen

i Vilhelm Andersens samtidige litteræ re Arbejder, for Eks. i Vær

ket om Poul Møller. Men just som Johs. Nielsens Evne kulm i

nerede som den helstøbte Pastor Sang i „Over Evne“, forlod han

Folketeatret for at blive — Nationalscenens Økonomiinspektør.

Dog, bagved skjulte sig den Hensigt, a t han under W illiam Blochs

Vejledning skulde uddanne sig til Sceneinstruktør, og Skæbnen

vilde, at det blev Folketeatret, som ogsaa i denne Retning kom

til at høste Førstegrøden af hans indvundne E rfaringer. Diævet

frem af sin hvidglødende Æ rgerrighed evnede han i de følgende

Aar baade at spille et betydeligt Repertoire og a t virke impulsivt

som Instruktør, og da Dorph-Petersen i 1908 nedlagde Styret, blev

Johs. Nielsen hans Efterfølger som Direktør. Forfatteren Henri Na

thansen har nylig karakteriseret hans Instruktion i disse træffende

Ord : „Han havde som Herman Bang Evnen til at paatvinge et

Teater sit eget Præg, men han besad ikke W illiam Blochs aande-

lige Overlegenhed, der tillod hver enkelts Særpræg at udvikle sig

i Frihed under hans Ansvar“.

Nielsen, Karen,

Frøken, født 17. Jan. 1881, første Optr. 23. Novbr.

1902 som Karen i „Den nye B ibliothekar“, sidste Optr. 19. Maj

1904 som Henriette i „De U adskillelige“ ; senere ansat ved F rede

riksberg T e a te r; overgaaet til Privatlivet.

Nielsen, Martinius Valdemar,

født 23. Jan. 1859, cand. phil.,

første Optr.

. Septbr. 1894 som Raoul i „En Kone, der springer

ud af V induet“, sidste Optr. 14. Maj 1897 som Sir Rochester i

„Et Vajsenhusbarn“.

Martinius Nielsen debuterede den 7. Septbr. 1880 som Balder i

„I fremmed Jordbund“ paa Casino og var ansat dér til 1884, men

hans Historie tilhører navnlig D agm arteatret, hvor han virkede

fra Novbr. 1889 til 1894 som Skuespiller og fra 1897 til 1909 som

Direktør. Hans Folketeaterperiode var saaledes kun en Mellemtid,

i hvilken han dog spillede et betydeligt Repertoire og som Na-

poleon bidrog til den store Sukcés, „Madame Sans-Gene“ opnaaede.

Nielsen, Mathilde,

født Neumann, Frue, født 26. Oktbr. 1858,

første Optr.

. Septbr. 1892 som Boline i „Pariserliv“, sidste Optr.

26. Maj 1894 som Paula i „Den berøm te Kone“.

Næsten én og tyve Aar efter Sophus Neumanns første Optræden

debuterede hans Søster Mathilde den 27. Aug. 1884 som Glarmester

Ane i „Fastelavnsgildet“ paa Casino. Hun røbede straks sin ejen

dommelige skrappe Komik og var ligesom Brødrene Neumann født

med Evnen til at kunne faa Folk til a t le. 1889 blev hun ansat

ved Dagm arteatret, hvor hun — med Undtagelse af ovennævnte

Folketeateraar — virkede, indtil hun i 1914 blev engageret til

det ny Teater.

Nielsen, Vilhelm,

kaldet „Fistonje“, født 30. Decbr. 1839, første

Optr. 17. Septbr. 1871 som en Karl i „Den røde og den hvide Rose“,

sidste Optr. 31. Maj 1875 som en Kusk i „Ægtemænd i Knibe“.

Begivenheden i „Fistonje-Nielsens“ Liv var hans Deltagelse i

Krigen 1864, hvor han som en rask Soldat foredrog Sange for sine

Kammerater. Senere, naar det kneb med Engagementerne, — og

det gjorde det altid paa hans ældre Dage — bjergede han Livets

Ophold ved at optræde som „Dybbøl-Sanger“ med sentim entale

eller opflammende Viser fra Krigens Tid. Han døde den 30. Juni

1907.

Nyrop, Adda Louise Margrethe,

Frøken, født 19. Jan. 1874, første

Optr.

. Septbr. 1897 som Fanchon i „En lille Hex“, sidste Optr.

18. Maj 1898 som Marie i „Rejsen til K ina“.

Agnes Nyrops Datter, Margrethe Nyrop, tilhørte først i nogle

Aar det kgl. Teater, hvor hun debuterede som Ragnhild i „Svend

Dyrings Hus“ og hvor hendes slanke, sydlandske Skønhed passede

fortrinligt til Jessica i „Købmanden i Venedig“. Hendes Talent

mindede noget om Moderens, og D irektør Abrahams søgte da at

skabe det gamle Repertoire fra Agnes Langes og Louise Holsts

Tid en Ræsessance ved at engagere Frk. Nyrop og tildele hende

„en lille Hex“ og Marco i „Marmorkvinderne“. Men da hun syntes

hjeiteløs og uden Charme i Nørregades borgerlige Omgivelser,

drog hun efter Udløbet af én Sæson til D agm arteatret, hvor hun

virkede malerisk og plastisk i enkelte onde, stolte, helst østerland

ske Kvindeskikkelser, hvis Lidenskab gav sig Udtryk i et spodsk

Smil og et glidende Blik. E fter sit Ægteskab med Læge E il e r

N ie ls e n forlod hun Scenen. Hun døde den 18. Novbr. 1909.

Næser, Alexius,

født

. Novbr. 1838, første Optr. 10. April 1858

som Oscar i „Gamle Minder“, sidste Optr. 23. Maj 1860 som Gu

stave i „En fattig ung Mands Eventyr“.

Næser havde en køn Sangstemme og et fordelagtigt Ydre, men

opgav snart Scenen for at tage dansk juridisk Eksamen, hvor

efter han fik Ansættelse i Marinem inisteriet indtil sin Død den