27. Maj 1886. Han var Broder til Fru A n n a P o u ls e n , kgl.
Skuespiller Emil Poulsens Hustru.
Nøhr, Anna,
Frøken, født 15. Aug. 1852, første Optr. 28. Septbr.
1869 som Cecilie i „Uskyldige Usandheder“, sidste Optr. 31. Maj
1870 som Mimi i „Perle“ ; død 15. Juli 1891 som Fru C la u se n .
Orlamundt, Hans Christian Andreas,
født
6
. April 1837, første
Optr. 2. Septbr. 1884 som Rosendahl i „Sivertsens D øttre“, sidste
Optr. 31. Maj 1894 som Pommuchelskoph i „Landmandsliv“. Del
tog i Krigen 1864.
Hans Orlamundt Navn stod første Gang
p a a
Plakaten den 31.
Decbr. 1850 udfor „en Dreng“ i
„ N y ta a rsa fte n
i
C asino“, ved
hvilket Teater hans Forældre,
R egissør C.
V.
O rlam u n d t og
Skue
spillerinden Petrine Orlamundt, dengang var ansat.
D en
5.
Okt.br.1856 debuterede han som Jokum i „En Søndag
p a a
Amager“ ved
Faderens
Provinssel
skab og tilhørte der
efter i en Menneske
alder danske og norske
Scener udenfor Hoved-
stæderne, hvor han b lev
en Damernes Ven paa
Grund af sin smukke
Skikkelse og sit Humør
i Fremstillingen
af
Farcernes og Vaude
villernes unge Gal
ninge. Fra Dagmartea-
trets S tart i 1883 til
hørte han Kjøbenhavn,
men brød dog
fø rst
igennem i sin
P erio d e
paa Folketeatret. Efter
ti Aars omfattendeV irk-
somhed dér, i hvilke
han ydede sin
b ed ste
Kunst som Lensgreven
i „Uden M idtpunkt“ og
som Kammerherren i
„Sportsmænd“, vendte
han over Casino
tilb a g e
til Dagmart
e a tre t og
optraadte sidste Gang
den 26. Marts 1911
som
Postmester Kaas
i
„Be
troede Midler“.
P a a
55 Aarsdagen for sin
Debut sagde han fri
villigt T eatret Farvel
uden at lægge
B eslag
paa
O pm æ rksom heden
ved en Afskedsforestil
ling. Han døde
d en
1
. Juli 1912 i sin Villa
i Espergærde.
Skønt Hans Orla
mundt først brød igen
nem i Hovedstaden, da
han nærmede sig de
50 Aar, naaede han dog
at udføre 189 Roller
paa de kjøbenhavnske
Privatteatre. Han var
en diskret og indta
gende Farcer og Lyst
spilskuespiller med et
udtryksfuldt Blik. Hans
Diktion var tydelig og
overmaade
naturlig,
skønt hans Stemme
var lidt tør og knir
kende.
Noblesse og
en egen lun Hygge
prægede hans sceniske
Personlighed.
Han var *) gift med
Skuespillerinden V ic
t o r i a O rla m u n d t født Thorberg, s)
D a g m a r O rla m u n d t født Hansen.
^ Orlamundt, Victoria,
født Thorberg, Frue, født
6
. Øktbr. 1842,
Søster til Fru Eckardt, spillede Baronesse Dozen i „Familien Da-
nicheff“ i Septbr. 1876, afg. s. A., gift 0 med Skuespiller O rla
m u n d t, ) med Skuespiller S o m m e r, i hvilket Ægteskab hun
blev Moder til Skuespillerinden A g n e s T h o rb e rg -iS om m e r
o: F ru C a rlo W ie th .
Orlamundt, Dagmar Lydia,
Frue, født 7. Juli 1863, første Optr.
4. Septbr. 1900 som Charlotte i „Mester og Lærling“, sidste Optr.
2
(.Maj 1915 som Fru Heilbunth i „Thummelumsen“.
Allerede den 14. Novbr. 1877 debuterede Fru Orlamundt
som
Olaf i „Samfundets S tøtter“ paa sin Fødeby Odenses Teater, hvor
hun i de følgende Sæsoner vandt et stort Publikum ved sin lykke
lige Forening af ydre og indre sceniske Egenskaber. Da Dagmar-
teatret i 1883 blev aabnet, fulgte hun sin Mand, Skuespiller
H a n s O r la m u n d t, dertil, men det var dog først paa Casino, at
hun erobrede en smuk og varig Plads i Repertoiret, indtil hun i
1900 blev en af de K ræfter, hvormed Dorph-Petersen fornyede
Folketeatret. Her spillede hun Bourgeoisiets elegante, noget indo
lente Frue, viste baade Lune og skarp K arakteristik i forskellige
Skikkelser som Kunstnerkonen i „Agnete“, Friherreinden i „Fa-
m ilieraadet“ sam t Skøgen i „Forbryderliv“, og hendes tem pera
mentsfulde Fremstilling af en degenereret Kvinde i „Den S tæ r
keste“ var nær ved a t tage Interessen fra hendes Medspillerske,
T eatrets berømte Gæst, Fru Dybvad. Det var et kunstnerisk Tab
for Nørregades Skueplads, da Fru Orlamundt i 1915 tog Engage
ment ved D agm arteatret.
,
Udenfor Scenen er hun en af Danmarks mest stilfæ rdige Skue
spillerinder, et Mønster, værdig til Efterfølgelse: Hun bliver a l
drig interviewet, hendes Portræ t figurerer ikke i de illustrerede
Blade eller paa Filmsplakaterne, og hun har aldrig fejret noget
Jubilæum.
Packness, Anna Gud
run,
Frøken, født 15.
Maj 1867, tidl. Opera
sangerinde ved det kgl.
Teater, første Optr. 4.
Septbr. 1898 som Julie
Parsberg i „Gøngehøv
dingen“, sidste Optr. 3.
April 1899 som Emmy
i „Nøddebo Præste-
gaard“ ; nu Sanglæ rer
inde.
Paulsen
tilhørte Tea
trets første Personale
og spillede paa Aab-
ningsaftenen i 1857
Antoine i „En lille
Hex“. Hans Repertoire
var meget beskedent
og ban forsvandt, da
han paa Sæsonens sid
ste Aften havde spillet
Grev
Flambourg
i
„Kvæghandleren
fra
S teierm ark“.
Pedersen, Alma,
født
Rosenstand, Frue, født
20. Novbr. 1854, første
Optr. 28. Aug. 1878
som Fru de Savigny i
„Asmodæus“,
sidste
Optr. 26. Oktbr. 1888
som Madam Helpi i
„David Copperfield“.
Fru Pedersen var en
hyggelig og tilforlade
lig Skuespillerinde, som
udførte megen ny ttig
Tjeneste i sine ti Fol
keteater-Sæsoner. Hun
var sin Mand, B e n
ja m in P e d e r s e n , en
tro fast Støtte, deres
Samliv var meget h ar
monisk, og som et Ud
tryk for den Kæ rlig
hed, han og hun næ
rede til Skuespilkun
sten, bestem te hun i
sit Testamente, at hen
des Formue, 16.000 Kr.,
skulde tilfalde S tan
dens Forening.
Hun
døde 22. Febr. 1916.
Pedersen, Benjamin,
født 4. April 1851, før
ste Optr.
1
. Septbr.
1876 som Ossipi i „Fa
milien Danicheff, sid
ste Optr. 31. Maj 1889 som Gamle i „Nøddebo Præ stegaard“.
Under meget beskedne Forhold begyndte Benjamin Pedersen i
1869 sin Skuespillervirksomhed paa Casino, derfra tog han i 1875
til Bergens Teater og kom Aaret efter til Nørregades Scene, hvor
han fik sin egentlige Uddannelse under Høedts Instruktion og i
hvert Fald^ skabte én fortrinlig Figur: Den -halvt vanvittige P ro
kurator Trindel i „En Skærsild“. Fra 1889 deltog han i Dagmar-
teatrets klassiske Periode og formede smukke Skikkelser udaf
Mester Anton i „Marie Magdalene“ og Gamle Strange i „Dansen
paa Koldinghus“, men da han ikke ønskede at arbejde under Mar-
tinius Nielsens Ledelse, begyndte han i 1897 en om fattende Ger
ning som Oplæser, indtil han i 1900 blev Aarhus Teaters første
Direktør.
Benjamin Pedersen kunde udtrykke ærlig Følelse, og hans Re
plik ejede en Bredde, der svarede til hans stovte Skikkelse. Han
var dertil en dannet og flittig Mand, men hans Begavelse var
uden Lys, og det kneb med Humøret. Soliditet og Redelighed
prægede hans Personlighed saavel paa Scenen som i Livet.
Ethvert nyt T eater synes a t kræve sin S tarter som Offer, og
Betty H ansen og Poul Reiimert i „En L ektion“.
med Skuespillerinden