S_FørOgNu_1919

skrev Musikken til „Kanariefuglen“, „Gøngehøvdingen“ og „Svante-

vits Datter“. En Uenighed med M. V. Brun førte til en latterlig

Proces om

Rdlr. og var Skyld i, at Ramsøe forlod Folketeatret.

Et Par Aar senere blev han ansat i det italienske Operakapel i

Set. Petersborg, dernæst i det russiske Kapel, og da han nød

kejserlig Bevaagenhed, modtog han i

1887

Udnævnelse til Kapel

mester ved det franske Teater i Ruslands Hovedstad. De sidste

Aar af hans Liv formørkedes af Sindssygdom. Han døde

17.

April

1895

paa Set. Hans Hospital.

Rasmussen, Helga,

Frøken, første Optr.

Jan.

1882

som Cydalie

i „Verdens Hercules“, sidste Optr.

Apr.

1888

som Cecilie i „Her

skab og Tjenerskab“ ; senere ansat ved Casino; gift med Pro

vinsteaterdirektør B. L ehm ann .

Raun, Maria,

Frøken, født 23. Apr. 1851, første Optr. 23. Oktbr.

1869

som en Piberdreng i „Heksefløjten“, sidste Optr.

31.

Maj

1870

som en Pensionær i „Perle“; gift med Skuespiller K arl

S c hm id t.

Med Undtagelse af nogle Ungdomsaar tilbragte Maria Schmidt

hele sit lange T eaterliv udenfor Hovedstaden som en Provinsens

Fru Hennings. Navnlig tilhører hendes Historie Odense Teater,

hvor hun bl. a. spillede Schillers Maria Stuart. Da hun den 3.

Oktbr. 1918 mindedes 50 Aarsdagen for sin første Optræden, ud

talte hun til „Politiken“ : „Jeg kan faaT aa re r i Øjnene af Læng-

hans sidste, omflakkende Tilværelse fra Casino til Provinsscenerne.

Derude var hun bl. a. den første danske Fru Alving i „Gengan

gere“, men Vaudevillernes folkelige Sangerinde evnede ikke at

finde Udtryk for Ibsens bitre Realisme. Fru Recke-Madsen døde

i Ystad den 1. April 1901.

Reumert, Elith Poul Ponsaing,

født 9. Jan. 1855 i Aalborg, cand.

phil., debuterede 1876 paa det kgl. Teater, første Optr.

. Jan.

1882 som Poul i „Hverdagsfolk“, sidste Optr.

. Juni 1890 som

Frans Halland i „For Alvor“ ; derefter ansat ved det kgl. T eater

indtil Juli 1912.

Vildledt af hans smukke, sydlandske Ydre troede N ational

scenens Ledere, at Elith Reumert var romantisk Lyriker, og det

var først, da han efter fem Aars utilfredsstillende Virksomhed

kom til Folketeatret, at han erobrede Publikum som elskværdig

Galning, munter Bonvivant og slagfærdig Ræsonnør. Dér fik han

den ungdommelige Deklamationstone fjernet fra sin Diktion, og

han mener selv, a t det for en stor Del skyldtes Carl Wulff, at

han læ rte at tale naturligt. „Mange Gange modtog Wulff mig i

Kulissen“, fortæ ller Reumert i „Da Capo“, „naar jeg kom ud fra

Scenen, med a t deklamere e t: „Lucas 5 te !“ eller „Matthæus

14de!“ — hvilket skulde antyde, at jeg havde prædiket.“

Sin bedste Kunst ydede Reumert i de landlige Skuespil, f. Eks.

af Sophus Schandorph eller Peder R. Møller, hvormed Abrahams

Anna Larssen. Johanne Abrahams.

Scene af „R osenborg“.

Peter Fjelstrup.

Berggrcen.

Julie Møller.

Severin Abrahams.

sel efter^T eatret, blot jeg hører de gamle Melodier fra „Rejsen

til K ina“, „Niniche“ og fra de yndige Vaudeviller . .

Recke-Madsen, Caroline,

født Lumbye, Frue, født 17. Marts 1833,

første Optr. 14. April 1859 som Alice i „En E vadatter1', sidste

Optr. 30. Maj 1870 som Agathe i „En Børneforlovelse“.

C. Lumbyes Talent og Temperament deltes paa en besyn

derlig Maade i hans to Døtre. Julie var præget af det god

modige, der ofte er Grundakkorden i hans Polkaer og Gallopader,

medens Caroline ejede den samme Art af Følelse, som strømmer

i „Drømmebillederne“ og „Amélies Vals“. Hun fik sin Uddan

nelse paa det kgl. Teaters Danseskole, debuterede i Skuespillet

og ægtede i sit 17. Aar kgl. Fuldmægtig A d o lp h R e c k e , som

siden blev Folketeatrets Huspoet. E fter Agnes Langes Overgang

til Nationalscenen blev Fru Recke Primadonna paa Nørregade.

Hun var nydelig, omend en Smule affekteret, i sin Fremstilling

af Lystspillenes smukke Piger eller unge, kokette Koner. Der

var Esprit over hendes Sangforedrag og en vis sentim ental Ro

mantik, som var et Udtryk for Tidens Følemaade. Den Duft-

vaudevilletone, Fru Heiberg i Slutningen af Fyrrerne anslog i

„A bekatten“ og „En Søndag paa Amager“, fortsatte Fru Recke i

Tresserne paa Tolketeatret. Hun var sin Mand en dygtig Med

arbejder, ikke alene i musikalsk Retning, men ikke faa Digte,

som bærer hans Navn, skyldes hendes Pen. Hendes kompositori

ske Begavelse var ligesom hendes sanglige af en egen indsmig

rende Art. Men der var større dramatiske Udviklingsmuligheder

i Fru Holst, som efterhaanden gjorde hende Rangen stridig, og

da Fru Recke i 1870 var blevet gift med F r e d e r i k M a d s e n ,

forlod hun sam tidig med ham F olketeatret og fulgte ham paa

i Midten af Firserne fornyede Repertoiret. Da han havde spillet

den sejge Bondekarl i „En V ilje“, mente Pressen, at han nu

burde tage tilbage til det kgl. Teater, hvor adskillige moderne

og klassiske Roller ventede paa ham. Saaledes skete det. Den

blege, romantiske Sværmer var paa Nørregades Scene blevet for

vandlet til en lun og sikker N aturalist.

Ogsaa som F orfatter gavnede han Folketeatret, idet Bearbej

delsen af „Alt for D am erne!“ og Dramatiseringen af „Nøddebo

P ræ stegaard“ skyldtes hans Pen. Det sidste Stykke er med sine

300 Opførelser (15. Decbr. 1918) det hyppigst spillede Stykke i hele

Teatrets Levetid. Han skrev endvidere den dramatiske Situation

„Hanebén“ samt Festspillet „De Gamle“, som opførtes da Abrahams

noget umotiveret fejrede Husets 30 Aars Jubilæum.

Reumert, Poul Hagen,

født 26. Marts 1883, cand. phil., første

Optr. 25. Septbr. 1902 som Ludvig i „Første Violin“, sidste Optr.

31. Maj 1908 som Jakob i „Lynggaard & Co.“ ; ansat ved det ny

Teater til 1911, ved det kgl. Teater til Juli 1918.

Poul Reumert frekventerede én Vinter det kgl. Teaters Elev

skole og optraadte første Gang den 16. Febr. 1902 som Herbert

Corric i „Da vi var énogtyve“, men fra den følgende Sæson til

hørte han Folketeatret, hvor Navnet Reumert havde en god Klang

fra hans Faders Periode. I en indgaaende K arakteristik af Poul

Reumerts Kunst har H e n ri N a th a n s e n nylig skildret, hvorledes

han virkede ved Fremkomsten: „En lidt b u ttet og selvglad Ung

dom, indtagende og udfordrende paa samme Tid, med store Hun

dehvalpes bløde, lidt kluntede Legems-Ydre. Scenen var for ham

en Tumleplads for alle Ungdommens Hundekunster. Oplagt til

Løjer og Spilopper tum lede han rundt, henrykt over a t prøve