392 / 426
Fjerde Tidsrum. 1818—1848. V.
375
j saa Henseende havde gjort 1792, var saaledes nu ikke
længer altid fyldestgørende. Man hjalp sig da, som man
kunde: man krøb ind ad Vinduerne. Beboerne af den
nederste Etage maatte finde sig i den Byrde, der saaledes
lagdes paa deres Værelser, og Vægteren var altfor godt
indviet i det moderne Studenterliv til, at han skulde see
nogen Fare for Retssikkerheden heri, og han fik desuden
ved ethvert Gilde paa Regentsen sit Glas Punsch ud af
Vinduet, ja stundom ovenikjøbet en varm Aftensmad ser
veret i sin Kabuds. Da Provsten imidlertid i Aaret 1829
søgte at standse Vindues-Indstigningen ved et Opslag, i
hvilket han gjorde Regentsianerne bekjendte med de Lof
ter og Erklæringer, deres Forgjængere 1792 havde afgivet
for det Tilfælde, at Porten maatte holdes aaben indtil Mid
nat, indgave ikke mindre end 63 Alumner et formeligt An
dragende til Bestyrelsen om yderligere Indrømmelser i den
omhandlede Henseende. Det hedder i dette Andragende.
»Passagen gjennem Vinduet er hidtil som uundgaaehg
nødvendig af Politiet og Regentsianerne bleven ignoreret,
og uden at træde Sandheden for nær, tør vi tilføie den
Forsikkring, at Brug . i delte Tilfælde meget sjelden har
foraarsaget Misbrug; men nu, da vore Forgjængeres stærke
Ord have sat os i Forlegenhed, see vi os nødsagede til at
søge om Hjælp». Efter dette Andragende ordnedes Sagen
saaledes, at de Alumner, der vilde være ude efter Midnat,
indtil en bestemt Time om Aftenen hos Provsten kunde
afhente en Portnøgle; men at Porten fra den rlid af blev
anseet for at være den eneste passable Indgang til Ile
gentsen ved Nattetid, tør rigtignok ikke paastaaes.
Studenterforeningens Stiftelse dræbte iøvrigt ingen
lunde den vaagnede Samfundsaand indenfor Regentsens
egne Mure eller forhindrede, at et Samliv med et særeget