Previous Page  17 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 17 / 392 Next Page
Page Background

Kannikeresidenserne.

9

De andre K anniker, der overlevede Reformationen og

hvis Gaarde ikke tilfaldt Universitetet, var M. Anders Glob,

død 1546, Hr. Niels Terkelsen, død 1553, F ilip a P rato,

død 1567; desuden var der en Kannikegaard, der ikke var

besat, idet Hr. Jørgen H intze, K ristiern II’s Læ rer, paa

L ivstid havde overdraget Hr. Oluf Rosenkrands til Yallø sin

Kannikeresidens paa den søndre Side af Kannikestræde imellem

Hr. Mads Dragsholms Residens og Kapitlets Boder, der ligger

til S ak ristie t1) ; disse 4 Gaarde skulde altsaa tilfalde Kongen,

naar de blev ledige; da Oluf Rosenkrands døde 1545

y

blev dette altsaa Tilfældet med hans G a a rd ; men det er

vistnok ogsaa en Kannikegaard, som Kongen 1541 forlenede

til M. Mikkel von Hirstiges E n k e ; den strak te sig mellem

Kannikestræde og Skindergade, der da hed G raabrødrestræde,

stødte mod øst op til Rentemester Joakim Beks Gaard og

mod vest op til Kannik Peder Hansens R esid en s2), var 35

Alen til Kannikestræde og 23 Alen til G raabrødrestræ de;

1549 og 1558 overlod Kongen samme Gaard til sin Hof­

prædikant M. Povl Noviomagus, men den var da kun 15

Alen mod Kannikestræde 3). Det er nu Nr. 7 i Store Kannike­

stræde, hvis Brede til denne Gade netop er 15 Alen, og Nr. 8

i Skindergade, der er 22 Alen til Gaden. En anden Kannike­

gaard var udentvivl den, der nævnes i et kgl. Skøde af 24

Juli 1563, da Kongen skødede den til Dr. Hieronymus Thenner,

hvilken Gaard, hvis Beliggenhed ikke omtales, var forlenet

til Lic. Kaspar Passelik, og bebodes af Dr, Peder Capitein.

Dr. Hieronymus vilde samme Aav overdrage den i Mageskifte

til Universitetet i Stedet for den Residens han bebode, der

Fiolstræde og hans Gaard næst østen op dertil, derimod Kan-

toi'ens Port den nordlige Del af samme Stræde og hans Gaard

næst vesten op til Degnens. 1) K. D. II 251. 2) der 1540

havde overladt den til Kr. Terkelsen Morsing, der 1543 over­

drog den til Mag. P. Parvus. Ny kirkehist. Sml. II 249—50.

3) K. D. II 258, 276, 312.