268 / 392
262
Byskriveren.
blev ham højt „opmudtzit“ . Tilmed havde han den Tort, at
naar Folk vilde have noget beskrevet fra Tinget, søgte de
hans Tjener og ikke ham selv, uanset han kunde sidde ved
Øret hos ham. Uagtet han selv syvende hver Dag sad paa
sit „Værksted“, blev dog Folk opholdt i altfor lang Tid
med deres Breve, og man kunde dog ikke sige ham paa, at
dette skede ved hans Drik og Forsømmelse, men Aarsagen
var, at hans Bestilling ikke mere nu som tilforn var 1 Mands
Værk at regere, hvorover han ikke alene maatte høre og
lide stor Eftertale, men endog Forbandelse.
Naar man
sammenlignede Dombøgerne fra 1610—25 med dem i hans
Tid 1625— 32, vilde man alene af denne Post kunne se,
hvor meget Forretningerne var tiltagne. Han tilbød nu at
ville afgive sin Løn af Byen, nemlig 84 Sletdaler, til Løn
ning af en Raadstueskriver, hvilken Forandring han foreslog
Magistraten at forsøge et halvt Aar og mindede om, at Aaret
i Forvejen havde Magistraten selv med de fleste Stemmer
antaget Niels Villumsen til Raadstueskriver, hvilket alligevel
ikke fik Fremgang. Naar nogen vilde sige, at de 84 Slet
daler var for lidt til Raadstueskriverens Underhold, saa
svaredes ydmygeligen, at den største Fordel og Indkomst
kom mere af Raadstuen med Søpas, Fuldmagter, Domme,
Udskrifter, Certifikatser, Borgerskabspenge, Gebui’tspenge,
Befalingssedler og deslige end af Tinget, hvor der alene
faldt nogle ringe Skøder, Afkald, Tingsvidner, Skifter og
Vurderingssedlerx) ; det var mærkeligt nok, at den gode
Mand, uagtet han angiver Indtægten som saa ubetydelig,
dog vilde beholde Bytinget.
Aaret efter tog Kongen sig af Sagen og spurgte Magi
straten om Grunden til de mange Klager over Byskriverens
Langsomhed, hvortil Magistraten svarede, at Grunden vel
var, at han somme Tider var overlæsset og at Sagerne tog
til Dag for Dag, men han var ogsaa saa arrig, ond og
*) K. D. IV 782—84.