273 / 392
Skarpretteren.
267
ligesom det betragtedes som hans Ret at gaa paa Torvet
hen til Bøndervognene og hvad han der kunde rive af, be
røre eller rive til sig, var hans Ejendom, men denne Uskik
blev forbudt 1612, og han fik et fast Yederlag af Byen i
Stedet. For hver af sine Embedsforretninger fik han des
uden særskilt Betaling. I en Instrux af 16121) findes føl
gende Taxt: „For hver at halshugge 2 Dir., og dersom
samme Person fremdeles skal lægges paa en Stejle, maa han
tage 1 Dir. mere for sin Umage, som er tilsammen 3 Dir.
For hver at partere og lægge paa 4 Stejler 4 Dir. For
hver at radbrække og stejle 4 Dir. For en Tyv at hænge
2 Dir. For en Troldkvinde eller Troldkarl at brænde 4 Dir.
For hver af alle disse forskrevne at pine, naar ham til
siges, 3 Mk. For hver at kagstryge og udfølge af Byen og
først til alle 3 Porte 3 Mk. For en Haarhore Lokkerne at
afskære og udlede af Byen og til alle 3 Porte, som ingen
anden Straf fanger, 2 Mk“ . Han havde den Forpligtelse
ikke at rejse fra Byen uden Øvrighedens Tilladelse. Det
var vistnok oftest Tydskere, der beskikkedes til Skarprettere,
saaledes 1612 Mester Heinrich Bundter fra Gelm i Tyringen.
Skarpretteren havde desuden Løn af Kongen forat udføre
Exekution paa Kongens Folk. Saaledes fik Anders Freimut
1579 kgl. Stadfæstelse paa den Løn, han hidtil havde nydt,
og fik desuden Bevilling til at sætte Lemmer i Led og hel
brede gammel Skade, dog maatte han ikke understaa sig til
at gøre Indgreb i Bartskærernes Haandtering med at for
binde friske Saar. Han blev videre forskaanet for at hen
rette nogen med Sværd, formodenlig fordi han ikke havde
Kraft nok dertil2).
1653 fik Skarpretteren Mester Laurens Conrad en aarlig
Løn af Kongen paa 100 Daler kurant, imod at han skulde være
forpligtet til at forrette alt Staten vedkommende Arbejde ved
K. D. II 582— 83. 2) K. D. II 388—89.