Previous Page  30 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 30 / 392 Next Page
Page Background

22

Vikariegodset.

lade dem opdrage i Hospitalet, til de kunde komme ud at

tjene. For saadanne E nker og forældreløse skulde Univer-

versitetets Rektor og Dekaner være Yærger.

Kongen ender sin smukke Bestemmelse paa følgende

Maade: „Dette vil være en stor Yelgærning mod fattige

Enker', hvis Mænd har ofret sig til Evangeliets Tjeneste for

vor F relse; det vil vistnok koste K irkerne lidet og vi skylder

dem det ogsaa; ja , hvis saadanne Enker er fattige, skylder

vi dem ogsaa anden Almisse, som Paulus skriver om rette

Enker. Det er ogsaa vor P ligt mod andre fattige at optage

dem i Hospitaler, selv om de ikke har tjen t os, hvor meget

mere skylder vi da ikke disse ? De 3 Huse skal derfor ogsaa

altid have Frihed for al borgerlig Tynge, ligesom de Grunde,

hvorpaa de er byggede“ x).

Kongens Plan kom im idlertid ikke til Udførelse, Pladsen

henlaa ubebygget, indtil K ristian IY 30 Juli 1600 skænkede

den Jord ud til Skidenstræde paa 220 Fod i Længden og

100 Fod i Breden til Have og Agerum for den Professor­

residens, som var begyndt ved det ny Kollegiehus og var

bestem t til M. Jonas Jakobsen. Det var nemlig til mere

Besvær for K irkerne at bebygge og vedligeholde Grunden

end som hidtil at give Præ steenkerne 12 Daler aarlig til

H u sleje2). Det var denne Grund, der blev in d rettet til den

botaniske Have, men efter 1728 led den nogen Indskræ nk­

ning ved Skidenstrædes Udvidelse.

Foruden det Gods, der tilhørte K ap itlet, var der en

endnu større Mængde Ejendomme, der laa til A l t r e n e i

K irkerne, der i Almindelighed hvert havde sin P ræ st, hvis

Underholdning skulde bestrides af Lejen af de til A ltret

givne Ejendomme. Det var bestemt ved den kjøbenhavnske

Reces 30. Okt. 1536, at hver Adelsmand m aatte faa det

Gods igen, som en af hans Slægt havde givet til K irker,

n aar han ved Breve og Segl kunde bevise at han var ret

*) Cragii Annaler

S. 96—99.

Oversættelsen

S .646—50.

a) K. D. IV

759—60.