Previous Page  87 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 87 / 392 Next Page
Page Background

Eske Bille.

79

Hr. Eske Bi l l e kgl. Majestæts Statholder, og der er ikke

Tale om flere.1) Onsdag efter Cantate 1545 udstædtes fra Kol­

ding et Brev til Prælater, Abbeder, Priorer, Provster, Køb­

stæder og Bønder i Sæland og Smaalandene, at da Kongen

agtede paa nogen Tid at fortøve her i Landet (Jylland) og

ikke paa nogen koi’t Tid give sig her af Landet, „da have

vi nu befalet og tiltrot os elskelige Hr. Eske Bille Ridder,

vor Mand og Baad, udi vor Fraværelse at være Statholder

paa vort Slot Kjøbenhavn“ . Yed denne Lejlighed er Stat­

holderen paa Kjøbenhavns Slot altsaa bleven betragtet som

en Art Guvernør over hele Sæland med tilliggende Smaaøer,

et Forhold, der iøvrigt ikke senere kommer frem.

Hr. Eske Bille var en Mand, der var vel yndet af Borgerne

fra den Tid, han i Kristjern II’s Tid havde været Høveds­

mand paa Slottet. Da han var Lensmand paa Bergenhns,

skrev hans Svigermoder Fru Anna Rud i Maj 1530 et Brev

til ham, hvori forekommer følgende: Maa I vide, kære Søn,

at nu jeg var i Kjøbenhavn, sagde en af Borgerne, beggea

vor Yen, til mig, at Hr. Johan Urne skal vist af med Slottet,

naar min Herres Naade kommer nu til Kjøbenhavn, og sagde

han, at Borgerne siger, at kunde de faa eder til igen, da

bade de Gud der gærne om, ti Hr. Johan Urne kan intet

fordrages med Borgerne; om det faldt eder noget til Sinde,

da kunde I være der fortænkt udi med allerførste, 3) Uagtet

Eske Bille blev Hovmester efter Mogens Gøyes Død 1544,

vedblev han dog, som vi har set, at faa særlig Beskikkelse som

Statholder, hvoraf det ses, at de 2 Embeder i Kristian IIFs

Tid havde forskellige Omraader. I et Privatbrev af 4. Avgust

1546 kaldes han kgl. Majestæts Statholder.

Eske Bille døde 1552, og der har i hans 10 sidste

Leveaar vistnok ikke været Tale om at beskikke andre

x) Geh. Ark. Aarsber. III 1, 35 IV 263— 65. 2) Vedel Simonsen:

Ruderne I 178. Rørdams Mon. II 42—44, 48. I). Mag. 4 R.

II 307. K. D. IV 517.