FinsenInstitutet

Filisen saa allerede dengang stort og praktisk paa Tingene. Derfor beteg

nede han den medicinske Doktorgrad som Humbug. Han mente antagelig, at

Hovedparten af de lægevidenskabelige Disputatser kun var skrevet for at opnaa

Graden og bruge denne som Springbræt til en større Stilling, og ikke som

Udtryk for videnskabelig Trang og selvstændig videnskabelig Forskning.

Finsen selv havde videnskabelig Trang. Han bad dog ikke en af det medi

cinske Fakultets Professorer om at opgive sig et Emne for et Disputatsarbejde.

Han valgte selv sit Emne, uden Tanke for, hvad han eventuelt senere kunde

opnaa herigennem. Han valgte et Emne, ingen dengang havde synderlig For

stand paa, han valgte Lyset.

F I K S E N OG S O P H U S B A N G

Den i. September 1892 blev den 26-aarige

Sophus Bang

Prosektor sammen

med Finsen. De unge Læger kendte paa dette Tidspunkt blot hinanden flygtigt

fra Studentertiden, men blev snart gode Venner og Medarbejdere. I Foraaret

1893 fik Bang imidlertid Lungetuberkulose og rejste i August samme Aar til

Davos, hvor han holdt Kur i Vinteren 1893—94. Efter sin Helbredelse blev

Sophus Bang endnu et Par Aar i Syden, hvor han særlig studerede Tuberkulose

behandling. I Sommeren 1896 vendte han tilbage til København og fik An

sættelse paa Kommunehospitalets medicinske Afdeling.

I det halve Aar, der gik fra September 1892 og til Bang maatte afbryde sin

Prosektorgerning, var Finsen og Bang daglig sammen. Finsen havde allerede

dengang begyndt at beskæftige sig med Lysets mangfoldige Problemer.

I Sommeren 92 havde han anstillet de første Forsøg over Lysets Indvirk

ning paa Huden, og i September 92 var han igang med Forsøg over Lysets

Virkning paa Blodfarvestoffet, men med en i teknisk Henseende ret primitiv

Forsøgsanordning, som Bang foreslog ham at forbedre, hvilket straks fra første

Færd gav Anledning til Samarbejde mellem de to Prosektorer.

Bang var en udpræget videnskabelig Begavelse, nøgtern, kritisk og meget

belæst. Han kendte en Del til Lysets Fysik, idet han blandt andet havde læst

om Svenskeren

W-id-mark’s

grundlæggende Forsøg, der endnu paa dette Tids

punkt var ukendt for Finsen.

Det viste sig hurtigt, at Finsen og Bang arbejdede fortrinligt sammen og

i en sjælden Grad forstod at supplere hinanden. Det er næppe for meget sagt,

at Bang paa mere end een Maade kom til at »staa Fadder« til Finsens første

videnskabelige Arbejder, idet Finsen gennemdrøftede disse med ham fra a til z

og meget gerne tog imod hans Kritik. Efter at Bang var rejst til Syden, fort

sattes Samarbejdet pr. Korrespondance. Selv efter at Finsen forlængst havde

lært at staa paa egne Ben og havde opnaaet stor Anerkendelse, drøftede han