FinsenInstitutet

af haartragte voxer stærkere end andre grupper og begynder at springe frem

over hudens niveau, og idet corium’s papillære bindevæv samtidig bliver hyper

plastisk, giver hver enkelt

gruppe

af haarfollikler anledning til, at der dannes

papillom,

(Ogsaa enkeltliggende haartragte kan blive hyperplastiske, men

dette kan kun ses microskopisk).

Det ejendommelige ved denne udvikling er, at skønt huden har været udsat

for en jævn og ensartet paavirkning over hele det penslede parti, bliver resultatet

alligevel en dissemineret udvikling af tumorer (papillomer), som om det kunde

være en følge af en hæmatogen spredning, som man ser det ved eruptioner,

f. ex. ved bakterie-embolier eller ved multiple hæmatogene hudmetastaser. Men

medens sammenhængen i de sidstnævnte tilfælde ligger lige for, er forklaringen

vanskeligere, naar det gælder tjærepapillomerne. Ganske vist har

Kreyberg

vist, at hudens blodkapillærer bliver ektatiske paa de steder, hvor papillomerne

udvikler sig, og mener, at disse lokale karforandringer gaar forud for og er aar

sagen til papillomdannelsen, men dette løser ikke spørgsmaalet om den dissemi-

nerede udvikling, fordi vi saa igen savner en forklaring paa, hvorfor nogle kar-

omraader dilateres fremfor andre. En anden forklaring lader sig aflede af en

angivelse af

Støhr

i hans »Histologi« om, at

haarfolliklerne er ordnede i grup

per.

Aabenbart har de enkelte grupper da en vis selvstændighed i forhold til

hinanden, som maaske ogsaa gælder deres kar- og nerveforsyning, og antager

vi nu, i lighed med hvad man ser andre steder i organismen, at de enkelte

grupper til en vis grad vikarierer for hinanden med skiftende væxt- og hvile

perioder, vilde tjærepenslingen særlig øge hyperplasien af de grupper, der er

i en væxtfase, og disse grupper vilde da danne papillomerne. Den mulighed

foreligger naturligvis ogsaa, at nogle af grupperne har en

medfødt disposition

til tumorudvikling i lighed med hvad vi maa formode er tilfældet ved udvik

lingen af de i det følgende omtalte Trichoepitheliomer, men noget holdepunkt

herfor har vi ikke: alle haarfolliklerne i den ubehandlede hud er tilsyne

ladende ens.

Det skal her forbigaaende fremhæves, at de ovenfor beskrevne forandringer

ikke har som nødvendig forudsætning, at de celler, der danner papillomerne

ved at dele og formere sig, er malignt forandrede. Hele denne proces berører

noget centralt i kræftlæren, nemlig forholdet mellem væxt (deling) og cance-

risering.

Hvordan sammenhængen nu end er, saa ser man ved tjærepenslingen de

spredte hudtumorer (papillomerne) opstaa paa basis af en vis sammenkædning

af haarfolliklerne i grupper, og noget lignende vil man se gøre sig gældende

ved udviklingen af Trichoepitheliomerne (tr) og Cylindromerne (cy), selv om

aarsagen til tumorudviklingen her er en anden.

Tjærepapillomerne udvikler sig

fra grupper af haartragte (haarkanaler), medens Trichoepitheliomerne og Cy-

366