106 / 372
95
gangen, — i den sidste Krig vist Skipperne den
Naade at lade dem passere Sundet, skjøndt det
stred mod hans Interesser. Han havde ladet sig
nøie med et skriftligt Løvte fra hver Enkelt om
ikke at seile til Sverig; men de havde kun lidet
skjønnet paa hans Gunstbevisning eller agtet deres
eget Ord, thi alle som een vare de seilede til
Sverig, og havde styrket hans Fjende med Vin og
Salt. Herved var Krigen bleven meget langvarigere;
end den ellers vilde være bleven. For Kongens
Vedkommende var en af Følgerne den, at han
havde maattet betale de dobbelte eller tredobbelte
Summer til Leietropperne, hvorved han havde
paadraget sig en stor Gjæld. Med Føie kunde
Hs. Majestæt nu lade sin Vrede gaae ud over de
Skyldige, og spærre Sundet og Bælterne for de
Fremmede. Men som sædvanligt vilde han lade
Mildheden seire og holde sine Strømme aabne, ja
hvad mere var, han vilde udruste en stor Flaade
til at løbe ud i -Østersøen og rense den for Sø
røvere. Hvad Skipperne havde forbrudt vilde han
altsaa tilgive dem, men alle disse Omkostninger
maatte de hjælpe ham at dække, og derfor havde
Enhver at betale Lastpenge efter en Toldrulle,
som Tolderen i Helsingør skulde vise dem.