110 / 372
99
lænderne sidst af alle burde klage, thi de vare i Tak-
nem ligheds-Gjæld til Danmark. De bleve altid be
handlede med særlig Forekommenhed ved Helsingør.
Mest for deres Skyld holdt Kongen Flaader baade
i Vesterhavet og Østersøen for at rydde Farvan
dene for Sorøvere. Senest havde Danmark ofret
meget paa at udrydde de moskovitiske og polske
Fribyttere. Sligt burde de skjønne paa og mindes,
hvorledes danske Krigsskibe mangengang uden
mindste Erstatning havde skaftet dem deres Skibe
igjen, som Sørøverne alt havde bemægtiget sig.
Det var de Fremmedes Fligt at betale den ube
tydelige Told, det var Danmarks Pligt at holde
Søen ryddelig og værne om den frie Skibsfart.
Tiderne havde forandret sig. Dette Svar, der
for 3 Aar siden sikkert vilde have fremkaldt en
Krigserklæring fra Spanien, blev nu det sidste
afsluttende Ord i Sagen. Uden Spaniens Hjælp
kunde Nederlandene intet gjøre paa egen Haand,
de trængte for meget til Danmarks Støtte i Kampen,
til at de turde bryde med denne mægtigste pro
testantiske Magt. Af de øvrige Sønationer var
kun England farlig, men her gjaldt det samme,
alene turde den engelske Flaade ikke møde, og
der var ikke Udsigt til nogen Allieret. Dronn ng
7
*