318 / 372
A a re t 1592 begyndte trist. En ondai et Koppe-
Epidemi greb mere og mere om sig; hvo der
kunde, forlod Kjøbenhavn, men Sygdommen fulgte
med og bredte sig med de Flygtende. Om virk
som Lægehjælp var der ikke Tale. Danmark talte
knap et Dusin studerede Læger, fordelte over de
forskjellige Landsdele, og de kjendte intet afgjo-
rende Middel mod Sygdommen. Forsaavidt var
det altsaa ligegyldigt, at den meste Praxis besør
gedes af «Bartskjærere», der ligesaa lidt vidste
Raad. Sygdommen gik sin Gang, Ingen kunde
hindre den; truede den med at standse, viste
Bartskjærerne den atter Yei, ved at bringe Sm it
ten videre.
Danmark var i hint Tidsrum altfor vant til
at hjemsoges af smitsomme Sygdomme, til at
denne Form derfor skulde vække usædvanlig Op
sigt. Paa Stedet selv var Stemningen naturligvis
20*