322 / 372
i
Under slige Forhold glemmes Privat-Interesserne,
idetmindste for en Tid, Enkedronningen beilede
ikke længere til Magten men var blot Moder,
Rigsraaderne undsaa sig ved at beregne de mulige
Fordele ved Prindsens Død, de følte sig for en
Stund ikke som Rigsraader men slet og ret som
Danske, og for første Gang i lange Tider saa man
atter Dronning Sophie gaae uhindret om i Slottets
Sale, være ene med Prindsen, vaage hos ham,
sidde ved hans Leie, uden at Hans Mikkelsen
fulgte med som en Skygge, eller Hak Ulfstand
paa en hoflig Maade bad hende gaae sin Vei.
Hvad Dronningen bad om, hvad Folket inder
ligt haabede, blev opfyldt; Prindsen kom sig atter.
Med Foraaret vendte hans Sundhed tilbage; førend
Bøgeskoven var bleven g rø n , førend Hjortenes
Takker helt vare komne frem, kunde han atter
streife om i Dyrehaven ved Frederiksborg; og snart
sad han igjen som en fangen Fugl ved Hans
Mikkelsens Side og tydede sin Quinctilian eller
Cicero om Pligterne. Med hans Helbredelse vendte
Alt tilbage i den gamle Gjænge. Dronningen vistes
atter høfligt bort, hun optog paany den afbrudte
Kamp. Rigsraaderne lode ikke vente paa sig,
Henrik Ranzau pustede til, og Niels Kaas begyndte
3 1 1