321 / 372
3 1 0
bed høist for at blive valgt. En Borgerkrig vilde
saa maaske blive Følgen. Og Danmarks Naboer,
Sverig, Rusland, den tydske Keiser, for ikke at
tale om den fjernere men hensynsløse Philip den
Anden, de vilde sikkert vide tilgavns at diage
Fordel af slige Forhold. Nei, af Christian den
Fjerdes Liv afhang Danmarks Fremtid og Lykke,
det havde man aldrig indseet saa tydeligt som nu,
da det stod paa Spil.
Hvor almindelig og dyb denne Følelse var,
viste sig ikke blot i den Iver, hvormed man i
Kjøbenhavn udspurgte Enhver, der kom fra Fre
deriksborg, hvor den Syge laa, og i det store
Antal Ryttere, der ventede ved Færgestæderne
rundt om i Landet, for at spørge Nyt hos de
Reisende og strax efter sprede sig rundt til de
forskjellige Herregaarde i Omegnen; det viste sig
tillige paa et andet vigtigere Punkt, i Forholdet
mellem de Magthavende. For første men ogsaa
sidste Gang under Formynderregjeringen blev der
Enighed mellem Enkedronning Sophie og R ig s-
raaderne ligefra Niels Kaas til Arild Hvitfeld; een
Følelse besjælede dem Alle, den deltes selv af
Henrik Ranzau og Raaderne i Holsten: -Ønsket
om at den unge Konge atter matte blive rask.