330 / 372
ham til at beholde Hveen i Forlehning; Den, det
kom an paa, blev dog til syvende og sidst Kongen.
Hvor let kunde ikke, naar Niels Kaas havde lukket
sine Gine, en hoitstaaende Uven hvidske den unge
Konge Ondt i Oret om Tyge Brahe. Anledninger
var der nok af, han skaanede Ingen, des værre
heller ikke sig selv. Hvor ubesindigt var det f. Ex.
ikke af ham at ægte den Bondepige; han havde
derved plettet sin Slægts og sit eget Navn, hans
Børn bleve ikke Adelsmænd, ifølge Loven maatte de
ikke engang arve ham, hvis han efterlod sig Jorde
gods. Det vilde nødvendigt fore til Strid om ikke
før saa ved hans Død, og hvor længe kunde man
vel vente, at Folk vilde vedblive at domme saa
mildt derom som nu, da man af Hensyn til ham
selv og hans Slægt betragtede det hele Forhold
som en blot los Forbindelse?
Her var nok at støtte, nok at anbefale til en
Konges skaansomme Omhu, og Niels Kaas greb
Sagen an med en gammel Diplomats Sikkerhed og
Behændighed. Han talte ikke om alle disse Van
skeligheder ved Tyge Brahes Stilling, han gik den
modsatte Vei og oprullede for Barnets Phantasi
et Billede af Tyge Brahes Storhed, udmalede hans
Fortjenester af Videnskaben, hvorledes han til det