331 / 372
3 2 0
sidste havde været Frederik den Andens liøit be
troede Mand, og forst og fremmest det storartede
Værk, han havde skabt i Uranienborg.
Med spændt Opmærksomhed horte Prindsen efter.
Saaledes havde Ingen for talt til ham om Tyge Brahe.
Vel havde han stundom hørt sin Moder omtale ham
med Agtelse, men Andre havde saa tidt fraraadet
ham at agte paa Moderens Meninger, der oftest
vare vildledte, at han ikke havde lagt videre Vægt
derpaa. Naar ellers Lehnsmanden paa Hveen om
taltes, var det i Reglen med et Skuldertræk, en
undskyldende, beklagende Bevægelse, der talte
lydeligere end Ord. Selv kom han sjelden eller
aldrig til Hoffet, og Christian den Fjerde havde
ikke noget Indtryk af, at han savnedes.
Men nu, nu voxede han med Eet under
Kantslerens halvt henkastede Ord til noget Stort
og Vidunderligt. Som en Konge tronede han paa
Hveen, denne fortryllede -0, hvor Alt maatte lystre
ham, og hvis Ry fiøi Europa over sammen med
sin Herres. A lt hvad Christian den Fjerde dunkelt
havde drømt om i de lange Mathematik- Timer,
eller naar han ridsede i Sandet, hvorledes han
engang vilde indrette sit Slot, det stormede nu
ind paa ham, det syntes ham grebet og virkelig