149 / 469
1 3 5
staaelse; skøndt de paa alle andre Omraader af Livet véd
fuld Besked med det Ansvar, der hviler paa en fri Borger,
saa forstaar de ikke, at Præsterne ikke er stillede som Statens
Embedsmænd, og at de vilde sulte uden Tilskud fra Menig
heden. Og lidet aner de da ogsaa som oftest, hvilken Vel
signelse det er at tage en saadan Byrde paa sine Skuldre
og derigennem bidrage sin lille Sten til Guds Riges store og
herlige Tempel.
Hvad kræves der under den nuværende Situation? Der
kræves blot dette, at Menighedens Medlemmer bliver sig
deres Privilegium bevidst og forstaar, at de uhindret som
fri Borgere i en fri Stat kan udfolde alle deres Kræfter i
den Kirkes Tjeneste, som de elsker, og at, naar de ikke gør
det Arbejde, saa udsætter de sig for, at hele Friheden kun
bliver et dødt Bogstav, og at Folkekirken kun kommer til at
føre en Skintilværelse som en Overlevering fra gamle Tider,
der ikke passer til Nutidens Krav. N a a r det vil ske, at
I olkekirken saaledes visner hen, hvis Frihedens Privilegium
ikke benyttes, det er umuligt at sige, men lad os ikke glemme,
at i vore Dage gaar alt med en rasende Fart. Men saa tør
vi ogsaa tro, at hvis Menigheden tilfulde bliver sig sit An
svar og sit Privilegium bevidst, saa vil det gaa fremad med
uimodstaaelig Kraft. Der er dem, der vil frygte for, at det
saa skal bære henimod Frikirken. Nuvel: Frikirken kom
mer, naar Herren vil det. Vi skal i hvert Fald ikke frygte
den, ikke frygte for det forøgede Ansvar, den lægger paa
vore Skuldre, men glæde os over, at Menigheden har haft
en Beredelsens Tid, i hvilken den kunde samle Kræfter
dertil.
Men hvilken Retning Bevægelsen end vil tage, saa véd
vi, at der er saare megen Uhygge og saare megen Slendrian,
som kan fjernes fra vor gamle Kirke, og som v il blive fjer
net, jo mere Menighedens egne Medlemmer som fri Borgere
i et frit Samfund slutter Kreds om alt Arbejdet og gør,
hvad de kan, for at værne om Kirkens Ære. Der er nok
tilbage endnu den Dag i Dag af Forskel paa fattig og rig,
som kan og bør banlyses af Kirkehusene, og der er uende
lige Mængder af Arbejde, som venter paa os allesammen.
Det kan og skal ikke gøres af nogen Regeringsmyndighed,