196 / 469
184
og er en synlig Repræsentant for en dyb
Kærlighedens For-
staaelse
og en inderlig
Forbøn.
Og det er paa disse to dybe,
skjulte Motiver, Kirkesagens vedblivende Fremgang menneskelig
talt beror herinde.
Men hvad siger nu egentlig Københavnerne, de jævne Bor
gere i Byen, om Kirkesagen?
Ja, fra først af stod de nok ganske uforstaaende overfor den
hele Bevægelse. De stærke Dønninger fra det religiøse Livs
Opvækkelse var endnu ikke naaede herind til Hovedstaden.
København var travlt optaget af sin egen Udvidelse, Storstads
fornemmelserne var gaaet den i Blodet, og ude paa det ud
strakte Terræn bag de sløjfede Volde byggedes og byggedes der.
Tusinder af Hjærner og dobbelt saa mange Hænder var i febrilsk
Arbejde hermed, da Kirkesagen omkring Aaret 1890 begyndte.
Og alt dette Arbejde kunde nok lægge Beslag paa Tanker og
Sind. Og desuden: med Hensyn til det religiøse hvilede —
eller sov — man jo i den Forestilling, at det var Statens Sag.
Vi havde jo Statskirke, og den maatte virkelig sørge for det.
Dem derom! Saa byggede man væk, og lod Kirkesagen være
Kirkesag. Og hertil kom, at Kirkesagen i sin Begyndelse jo
kun var lidet skikket til at fængsle den stærkt optagne Almen
heds Interesse. For at der indrettedes en Kirke i en Baggaard
i Blaagaardsgade og byggedes nogle Jærnkirker rundt om i Byens
Sidegader, hvor der ansættes nogle unge Præster, som tilmed
blev kuede ned i kirkelig Afhængighed af stormægtige Sogne
kirker, det var da virkelig ikke noget at tage Notits af.
Men Tiden gik, og den gik under Herrens Velsignelse.
Kirke paa Kirke blev indviet, Kirkefondet blev stiftet 1896
og gav hele Bevægelsen en mere officiel Karakter, enkelte større
Kirker kom med, om ikke opførte af Kirkefondet selv, saa dog
baarne frem paa den brede Bølgekam af hele Kirkesags-Bevæ-
gelsen, og lidt efter lidt talte Kirkesagen saa højt, at den ikke
kunde overdøves, og blev saa synlig med sine mange Kirkespir,
at den ikke kunde overses. De to og tyve nye Kirker, som
Byen fik i 12—14 Aar, talte højrøstet det eneste Sprog, den
vantro Verden har Respekt for:
Kendsgærningernes!
Saa maatte Københavneren til nolens-volens at indrangere Kir
kesagen i sin fortumlede Bevidsthed.
Og at dette var sket, kendtes snart paa Frugterne.