197 / 469
1 8 5
Og Frugterne var for nogles Vedkommende vaagnende Inter
esse, som maaske gik over til medinteresseret Kærlighed, for
andres Had og Raseri mod dette „hellige Rak“, — ja, der kom
endog en Tid, da ved de kommunale Valg Betegnelsen „Kirke
bygger“ blev et lige saa velkendt og velment Skældsord fra
visse Sider som Betegnelserne: „Provisorist“, „Fæstningsbygger“
ug „Militarist“.
Men nu igen det store Flertal, saadan det jævne brede Lag,
hvordan stillede de sig, — alle de, som hverken blev aaben-
bare Venner eller Fjender?
Ja, de gode Københavnere var vistnok en Tid i Forlegenhed
med, hvordan de egentlig skulde stille sig. Kirkebyggeriet,
tja, hvad skulde man i Grunden sige til det?
Indtil en
Dag et opvakt Hoved fandt paa det forløsende Ord:
Hospita
lerne
!
Funtus! Her var det! — Nu
var
der virkelig paa den Tid
Hospiialsnød i Byen, og saa, naar man mødte Kirkesagen eller
blev opfordret til at støtte den, stak man bare den ud med
Hospitalerne. >?Nej, vi har saamænd Kirker nok; de, vi har,
er jo ikke en Gang fulde, — nej, skaf os hellere nogle Hospi
taler, det trænger vi meget mere til!“ Bare vi havde en Øre
dobbelt op for hver Gang det Svar er bleven givet ud, snart
til os Præster, snart til de Lægfolk, som gik med Blade i vore
Distrikter, saa kunde vi snart bygge alle de Kirker færdige, vi
mangler! At de samme Mennesker selvfølgelig aldrig kunde
falde paa selv at give noget til at afhjælpe Hospitalsnøden, —
hvilket forøvrigt vist ogsaa havde været en besværlig Sag, for
hvor skulde man i Grunden komme af med de Penge; Jeg foi
min Part har aldrig hørt, at Kommunen, under hvem Hospitals
væsenet sorterer, har udstedt Opraab om denne Sag,
det
blev der aldrig talt om, — naa, det vilde maaske ogsaa have
været for meget forlangt, om disse gode Københavnere selv
skulde have slaaet sig dette eneste, dyrebare Vaaben af Hænde.
Men, som sagt, Hospitalsnøden, den var god nok, og i en
forbavsende Fart fandt dette Stikord Vej over den hele By, —
et indirekte Vidnesbyrd om, baade at Kirkesagen var bleven
en Magt, og at man havde følt dens Krav.
Og
hvad siger Københavnerne saa den
Dag i Dag?
Ja,
endnu rides der
jo
flinkt — med en Ihærdighed, der