274 / 469
262
højst 10,000 Mennesker virkelig er muligt at udføre en Aandens
Gerning og naa ud med Evangeliet til alle Mennesker*, saa ingen
skal kunne sige, at han ikke har kunnet faa det at høre.
Men var dette Maal,
een
Kirke med to Præster for hver
10,000 Mennesker, set med Aandens Øje, kun et yderst tarve
ligt Maal, kun det første foreløbige Hvilepunkt under Arbejdet,
saa var det, set med Menneskeøjne, saare svært at naa. Det
drejede sig om intet mindre end dette, at skaffe Danmarks
Hovedstad en Snes nye Kirker til. Da vi stillede dette Krav,
lød der Haanskrig fra mange Sider, og det stod vistnok for de
fleste saaledes, at de smaa og famlende Forsøg, vi gjorde, snart
maatte blive gjort ynkelig til Skamme. Der blev talt om Kirke
sagens Forkæmpere som nogle begejstrede, men letsindige unge
Mennesker, der ikke havde taget Sagens mange Vanskeligheder
med i Beregning. Og der har jo ogsaa været Vanskeligheder nok.
Men Herren har ikke gjort vor Tillid til Skamme; han har vel
signet os underligt. Vi har i Virkeligheden faaet mere, end vi bad
om: 22 Kirkehuse har allerede rejst sig, og der foretages for Øje
blikket i det mindste 6 lokale Indsamlinger til Kirker. Var ikke
Byen vokset saa stærkt i Folkemængde, da vilde det foreløbige
Maal allerede være naaet for et Par Aar siden. Som det nu er,
mangler vi endnu 10 —12 Kirker, foruden dem, som vil kræves
paa Grund af Byens stadige Vækst. En stor Del af Fortidens
Gæld er altsaa betalt, og vi er naaet mere end Halvvejen. Lad
os da ikke tabe Modet, men tage fat med friske Kræfter i Til
lid til ham, der hidtil har hjulpet os saa underlig.
Vi begærer ikke at opføre store Pragtbygninger. Der er
visselig intet Kirkehus, som kan være smukt nok, naar det
gælder at vise Gud Æ re; kunde vi gøre dem endnu prægtigere
end Salomons Tempel, da var det ikke for meget, eller kunde
vi blot naa at bygge saadanne Kirkehuse, som vore fromme
Fædre har efterladt os, skønt de levede i trangere Kaar end vi.
Men vi ved, at der ogsaa kan udgaa et velsignet og rigt Ar
bejde fra de mest beskedne Kirkebygninger. Og derfor har vi
sat det som vort
foreløbige
Maal blot at opstille en Staalkirke
eller en anden ganske midlertidig Bygning som Centrum for Ar
bejdet i hvert Distrikt, og saa overlade det til andre — til lo
kale Komitéer eller private, som faar Kærlighed til Sagen — at
skaffe en varigere Kirkebygning, som med sit Spir kan pege op