371 / 469
3 5 9
under den svare Tugte lse , han havde ramt dem med ved U d
lændigheden i Babel, og varede endnu; og de havde deri et Pan t
paa, at den samme Naade skulde vare evindelig, saa han vilde
føre sit F o lk til det Maal, hvortil han havde kaldt og udvalgt
det: at Frelsens Sol skulde opgaa over Israel, og derfra straale
ud til alle Jordens Slægter. O g i Troen og Haabet derpaa styr
kede Herren dem , idet han ved sin Profet Haggaj lovede dem,
at skønt dette Tempel var „som intet i deres Ø jn e “ imod det
forrige,
skulde dogdets Herlighed blive større; „paa dette Sted
vil jeg
give F re d , siger Herren den almægtige“ (Hagg. 2 , 9).
Derfor kunde Israel ogsaa i Tillid til hans Forjættelse sige:
Priser He rren , thi han er god, hans Miskundhed varer evindelig!
Men den samme Lovsang skal ogsaa for os være G rund
tonen i D ag , da vi har kunnet samles for ved vor fælles Bøn
at indvie dette nye H u s .
V i har deri et nyt Vidnesbyrd om
Guds Godhed og Naade , men fremfor alt et Vidnesbyrd om, at
den Naade vedvarer, hvormed han nu i en Aarrække har vel
signet Arbejdet for Københavns Kirkesag.
Og ikke det alene,
men vi ser ogsaa heri et Vidnesbyrd om hans Naade mod vort
Fo lk s K irk e , at den Miskundhed, han gennem de mange H u n -
dredaar har bevist imod den, idet han har opholdt den trods al
Kulde, Søvn og D ø d , den vedvarer endnu, saa vi tør haabe, at
den ogsaa fremtidig skal vare, indtil han i den har udrettet for
sin Menighed, hvad han har bestemt vor Folkekirke til.
Der er blevet sagt mange Gange, ogsaa i vore Dage, at en
saadan
Folkekirke er en kirkelig og kristelig Usandhed.
T h i,
siger man, Herrens Menighed er jo den lille F lo k , og vor Herre
Jesus har selv sagt, at det kun er de faa, som vandrer ad den
snævre Po rt og den trange V e j, der fører til L iv e t ; men en
Folkekirke omfatter tværtimod de mange, saa at sige alle, der
medregnes til Fo lk e t.
Derfor ser vi jo ogsaa, at der i vor
Folkekirke findes mange, som kun er Kristne af N a v n , mens
deres H jerte aabenlyst hører Verden til, selv om denne verds
lige Kristenhed paa mange Maader er paavirket af K risti Ord
og Læ re.
O g derfor kunde de Røster synes at have R e t, der
tilraabte Menigheden Herrens Ord til Israel fordum : „G a a r ud
fra Babel, rører ikke ved noget urent, renser eder, 1 som bærer
Herrens K a r ! “ Saaledes skulde de troende, de levende Kristne ,
skille sig ud fra Babel, den store verdslige Kristenhed i Folke-
A