372 / 469
3 6 0
kirken, og slutte sig sammen i snævre Kredse af ligesindede,,
der vilde gøre A lv o r af at tilhøre og tjene He rren .
Fø rst da
kunde hans Menighed ret komme i Blomstring som i dens første
Dage. O g den kunde saa drive Mission blandt de mange for ud
af dem at drage enkelte ind i den sande Menighed.
O g I , som kan huske blot 15 A a r tilbage, hvorledes den
kirkelige Tilstand den Gang var her i Staden, I vil vide, at da
saa det virkeligt ud til, at Folkekirken her maatte opløses ind
vortes fra.
T h i en Fo lke k irke kan kun bestaa og er kun be
rettiget, hvor Forholdene er saadanne, at alle dens Medlemmer,,
ialtald forsaavidt de ikke udtrykkelig frabeder sig det, kan blive
Genstand for den aandelige Omsorg, som Kirken skylder sine
Børn . O g for at dette skal kunne ske, er den delt i Sognekredse
med deres beskikkede Tjenere som Vejledere eller „Sjæ lesør
gere“ for de enkelte. Men den Gang var der Sogne her i S ta
den med ej alene 20 og 30,000, men endog med 60 og 70 ,0 0 0
Mennesker, og for hvert af disse Sogne var ikkun to Præster
med nogle faa unge Medhjælpere beskikkede til H y rd e r og Læ
rere. O g der var ingen Udsigt til, at der fra Myndighederne, de
kirkelige saa lidt som de borgerlige, kunde ventes Afh jæ lpn ing
af denne N ø d .
Under saadanne Forhold kunde det ikke være
andet, end at Tusender og atter Tusender af Mennesker i disse:
Sogne maatte leve hen aandeligt vanskøttede som F a a r uden.
H y rd e , og dersom det vedblev at gaa saaledes, kunde det ikke
vare længe, inden Fo lkekirken opløste sig her i Hovedstaden,,
og det vilde da kun blive et Tidsspørgsmaal, naar det samme
vilde ske i det øvrige L a n d .
Ikke saaledes, at Herrens Menig
hed dermed vilde gaa til G runde ; nej, Herren kender sine og:
skal vel vide at bevare dem, saa ingen river dem ud af hans
H a a n d ; men det var da at vente, at disse, de bevidste, troende-
Kristne, vilde nødes til at skille sig ud fra de mange og slutte-
sig sammen i Frimenigheder, eller hvad de maatte kaldes, me
dens de mange Tusender fik sejle deres egen Sø og vilde glide-
længere og længere bort fra Kristendom og K irke , tilbage i et
n yt Hedenskab.
Ja , alle som havde Øje for Kirkens aandelige Opgaver, maatte-
se, at det bar derhen imod, og at dersom der ikke skete et
Unde r, dersom Menighedens Herre ikke gjorde et Unde r, saa
maatte det gaa saaledes. Men et saadant Under
er sket,
og det