77 / 469
67
■nye K irker:
N a za re tk irk e n .
P a a dette Qmraade stod Menig
heden dér som en herlig Foregangsmand, og alle vi andre saa
med R espek t og Beundring hen til, hvad Vennerne derude Aar
igennem præ sterede: at lønne P ræ sten og at udrede Driftsom
kostningerne helt.
Men Nøden læ rte os andre Kvinder at spinde! Eller skøn
nere sag t: H erren gav os i sin Tid Frimodighed til at tage fat
paa det samme.
I Tiden omkring N ytaaret 1902 blev Tanken taget op rundt
omkring ved de sm aa Kirker.
Vi fik at se, at skulde vor
Moder, Kirkefondet, fries fra Underskud, saa maatte vi, hendes
Børn, der nu havde traad t vore Børnesko, selv begynde at
tjene til det daglige Behov.
Sagen blev lagt for i vore Menighedsraad og fandt Billigelse
-der, og K irkefondet kom os i Møde ved i sine ændrede S tatuter
at aabne os, der p ræ sterer helt eller halvt Selvunderhold, A d
gang til at sæ tte henholdsvis to eller et Medlem ind i Besty
relsen, hvorved altsaa vi, der stod i det praktiske Arbejde, og
ofte m est mærkede, hvor Skoen trykkede, fordi
v i
havde den
paa, kunde faa Lejlighed til at gøre vore Anskuelser gældende
angaaende K irkesagens Ledelse.
Og je g for min P a rt vil aldrig glemme den Modtagelse,
Sagen fik, da vi forelagde den for vore Menighedssamfund.
Skønt jeg maa tilstaa, at jeg ikke troede, der kunde ydes mere
ad den Vej, — tænk paa de idelige Ofre i K irkebøsserne! —
greb Medlemmerne dog med Begejstring T anken — et stort
Bevis paa, at dette netop var
H erren s
Vej og T anke — og
ivæ rksatte en
fr iv illig S elvb esk a tn in g ,
ved hvilken der tegnedes
store Beløb (ca. 2000 Kr. aarligt i faste Bidrag for
S t. M arice
K irk e sa ls
vestre D istrikt, og ca. 1000 Kr. for østre D istrikt).
Og jeg tvivler ikke paa, at de fra *andre Samfund har lige
saa glædelige E rfaringer at meddele. N aar jeg nu ser tilbage
paa alt det, her er sket, og læser, hvorledes P asto r
Witln
og
jeg først i 1902 i en Notits paa Bagsiden af vore Søndagsblade
meddelte vore Menigheder, at vi havde taget Selvunderholdet
op, men tilføjede, at vi ganske vist ikke turde haabe allerede
i 1902 at naa at kunne præ stere dette fuldt ud, — og naar jeg
nu ser, at vi i 1902 naaede at klare os fuldstændigt uden en
Øres T ilskud fra Kirkefondets Kasse for begge D istrikternes Ved-