KøbenhavnsKirkesag

3 K irkeindvielser i 1900 og 4 i 1901 — kom de store Drifts

udgifter ganske naturligt.

Nok om dette. En Sag, hvorledes U nderskudet var frem

kommet, en anden, at det var der.

Det var der, og det skulde dækkes.

I de følgende Numre af K irkefondets Blad kommer da atter

og atter Talen igen om de 17,000 Kr.s Underskud. Man mærker,

at Bølgerne gik højt. Vi, som stod i Kirkefondets Arbejde, vil

ikke glemme de uvejrstunge Skrivelser (aftrykte i Nr. 19), som

vi fik fra Kirkefondets Forretningsudvalg. K irkefondet og rned

det K irkesagen var aabenbart inde i en Krise. Særlig i Nr. 18

og 19 mæ rker man K risens ængstende Alvor. — Gang paa Gang

stødes der i L uren, opflammende Henvendelser sn art fra hele

Bestyrelsen, sn art fra Forretningsudvalget, sn a rt fra Sekretæ ren,

— sn a rt offentlige, sn art private, fløj ud over Menigheden med

Raab om H jæ lp, — der taltes om Lammelse og Forsumpning

af hele K irkesagen, — Pengene

m a a

skaffes. — H errens store

Sag maa ikke ødelægges o. s. v., o. s. v., — Krisen var akut!

Og blev der ta lt Mand og Mand imellem, og blev der kaldt

ud over Landet til Menigheden, saa blev der ikke m indre raabt

og bedt til H erren vor Gud i det Høje.

For denne Sags Skyld bøjede vi vore Knæ for vor H erres

Jesu Kristi F ader. For mig personligt ligger det særlig nær at

tænke paa Bedemøderne i vor faste Lørdagskres herude paa Vester

bro. Aa, hvor vi raabte til H erren om at faa disse 17,000 Kr.!

Vi var jo næsten alle Mænd, som stod og faldt med K irkesagen,

ikke blot udvortes ta lt — fordi vi fik vor Løn fra Kirkefondet

— men m aaske endnu mere aandelig talt, fordi vi var kaldede

fra Landet herind netop til og af K irkefondets Arbejde.

Vi bad til Herren, — ja, og saa saa vi os jo ogsaa om

efter Mennesker. Vi gjorde det i Tro. Vi tæ nkte jo vore smaa

Tanker, og efter dem syntes det os, som om H jælpen m aatte

komme paa den Maade, at H erren opvakte sig et eller andet

Menneske, der skulde give os Pengene. Og jeg husker, hvordan

det blev min Lod en Dag efter vort Bedemøde at gaa. den ikke

lette Gang op til et Menneske, hvem jeg mente, Herren maaske

vilde bruge til dette. Og jeg kom og fortalte om K irkesagens

Nød, og saa sagde jeg ren t ud: jeg synes, De skulde skænke

os den Sum og klare det hele for os! — Og saa toisikrede