129 / 138
121
I ø s te rla n d han ogsaa vR rig tig se sig om,
T h i sm ykker med en Turban han sin P an d e.
Som D ervisch han i K aftan nu h ylle r ind sin K rop
Og paa K am elen s R y g han sig fre jd ig svin g e r op.
S a a farer han afsted,
Som F ø lg e har han med
E n B eduin erhæ r,
Som væ rner om hans Fæ rd .
N a a ! det kan b live morsom t, naar vi skal ha’e hans Dom.
Om alle de fremm ede Lande.
S l u t n i n g s k o r (eller Solo
ad libitum).
M el.: Afsted! afsted! til Arbejd' vil vi gan.
F a rv e l! fa rv e l! paa R ejse v il du gaa
T il fremm ed Sted.
V o rt ø n s k e : at d ig L ykken fø lge maa,
D u tage med.
N aar h ist du staar i fjern e A lpeland
M ed Sneen hvid,
Du sende os, som blev ved Sundets Strand,
E n T anke hid.
Sk jæ n k i ! Skjæ nk i ! nu fyld til b redfuldt M aal
V o r V inpokal,
M ed H urra nu vi drikke K r a r u p s S k a a l
P a a B orken s Sal.
C. T. B artholin.