125 / 138
117
D a svulm ed a f Læ n gsel
N i e l s P e d e r s e n s B ry s t,
D a b lev ham et Fæ n gsel
D en h jem lige K yst.
T il Syden han h iger
T il Tiberen gu l,
T il sortlokte P iger
Med -Øjne som K u l.
Hans H u sig mon b ø je
Mod skykran ste F jeld ,
Mod vinkende H øje
Med skummende Væ ld.
Og Corsicas K lin te r
S k a l sn arlig han se,
H vor ej man h ar Vinter,.
E j B læ st eller Sne.
Med B ey er han vanker
Ved H avet det blaa,
D a stundom hans T anker
T il H jemm et v il gaa.
P a a Kannikestræ de
D a tænker han og
P a a festlige Glæde,
N aar O rdet han to g ;