14 / 138
6
E n A n d e n .
Med den, som steeg ved tidlig Møie,
Yed skiærpet Flid og vaagent -Ø'ie,
Kørt skner kan den Frommes Id,
Og mindes egne Trængiers Tid.
B e g g e .
Hans Kind en ædel Taarer væder,
Ømt rækker kan deri Faldne Haand;
Og som en Skaker af lians Glæder
Giengieldes kan med tankfuld Aand.
J a — mangen een, til Dannerrigets Hæder
Det være sagt — saa mangen blandt dets Sønner
For Musers Børn saa varmt, saa ædelt føelte —
A lt længe slumre trygt og sødt og stille
I L y e af Gravens tause Skygger hiine,
Hvis tidlig føelte Kald bød dem at sværge
Gudindens Fane —
Den ædle Flok,
Hvis Møiers første Løn kun Armod var,
Hvis V id i Modgangs Skoler hærdet blev,
Og dog tilsidst Udødeligheds Laurbæ r vandt;
Omsonst forsøgte Konstner-Flid og Meissel
At variggiøre deres M inde;
Omsonst —
Hvo veed, hvor snart hiint Marmor smuldrer bort,
Hvor snart paa deres sammenfaldne Grave
I Tidslers lodne Toppe Stormen hviner?