15 / 138
7
Men, hækl dem! deres hæderkronte Navne
Med evig uformørket Giands skal tindre
I Yiisdom s Tempel —
D a under sølvgraa Dages tunge Vægt
Med stille Fryd de oversaae den Bane
Som dem til Held og Hæder havde ført,
Endnu saa mangt et venligt B lik de sendte
T il yngre Skarer, der med lige Skiebne
Som før de selv sig lige Fodspor søgte —
T il høit og ædelt Brug anvendte de
De Gaver, som en sildig Held dem skienkte
P a a Yiisdom s Alter lagde de dem ned,
T il Gavn for den i knapt tildelte K aar
Opfødte Videnskabers unge D yrk er;
F o r denne ædle D aad Gudindens Flok
Sk al aldrig, aldrig disse Ædle glemme. —
En Laurbær-Ympe frisk og skien
Skal spire under deres Minder,
O! den skal blomstre evig grøn,
Naar marmorhuggne Roes forsvinder;
Atkenes Yndling, rørt af Glæde,
Skal tit dens Rod med Taarer væde.
Efter Talen.
Med festlig Jubel Sangen lyder,
O, Borch! og Musen fryder sig;
Med Krandse hun sit A lter pryder
T il Minde om din Daad og dig.