Da København brød med sin fortid
og grunden blev lagt
til dens fremtid som storby
Af en turistbrochure fra slutningen af forrige aarhundrede fremgaar det,
at København dengang blev betragtet som et nordisk samlingssted, »alle
lystrejsende danskeres, nordmænds og svenskeres turisthovedstad«, »en i
alle maader udmærket by, der har valgt sin beliggenhed paa øen Sjælland,
midt imellem de tre nordiske riger, netop for at kunne tjene dem alle tre
som fælles turistcentrum«.
Og byen virkede da ikke blot charmerende paa grund af sin beliggenhed ved
havnen og det smilende sund, men i sammenligning med de øvrige nor
diske hovedstæder gjorde den ogsaa et meget fremskridtsvenligt indtryk.
Afholdelsen af den nordiske industri- og kunstudstilling 1872, men især af
den store nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstilling 1888 havde ikke
været forgæves. Overalt sporedes et frisk initiativ. Byen, som i aarhundre-
der havde ligget indestængt mellem volde og grave, oplevede i de sidste
aartier af det 19. aarh. en blomstringstid som aldrig tidligere. Nedlæggelsen
af befæstningen kort efter aarhundredets midte havde været et første varsel
om, at en ny tidsalder nærmede sig. Voldenes fald havde muliggjort for
stædernes bebyggelse. De tider var derfor nu forbi, som Vilhelm Topsøe
skildrede i sin fortælling: »Ved Efteraarstid«, hvor man fra »voldens ma
leriske, næsten skovagtige skrænter og den brede, flodlignende grav i for
grunden ser snart over mod Vesterbro og Frederiksberg og havnen, hvor
altid en del store skibe ligger, saa ud over Kallebodstrand, helt forbi Stevns,
thi det vand, der er de yderste glimtende striber i horisonten, er Kogebugt.
Saa ser man ud over Amager, med al sin fladhed og sine møller og sine
halvt oversvømmede enge, virkelig et lille stykke Holland, og som ogsaa i
sin fladhed kan faa farvetoner, som minder om de gode gamle hollanske
maleres grønne baggrunde«.
Med denne udsigt forsvandt ogsaa idyllen. Hvor faa aar før kvæget havde
græsset og markerne udbredt deres grønne tæppe kun afbrudt af de store
11