8 / 61
alléer og enkelte landsteder og gaarde, der rejstes i ilsomt tempo forstæder
nes store boligkarreer.
Grundloven havde sikret borgernes frihed, men den havde ikke ændret
det daglige livs sædvaner. Dyd og nøjsomhed kendetegnede endnu om
kring 1860 københavnernes tilværelse. En forandring indtraf i virkeligheden
først efter afholdelsen af udstillingen 1888. »Den virksomme bevægelse«,
som den havde fremkaldt, mærkedes saaledes »ikke alene i vort land, men
i vore nabo- og frændelande«', hed det. Handelen tog et vældigt opsving,
nye banker og aktieselskaber stiftedes, og industriens fremgang lokkede
mange til København!
Selv ikke den gamle by undgik at mærke den ny tidsaand. I Albert Gnudtz-
mann og Helmer Linds bog om »Stor-København« fra 1907 fortælles saa
ledes, at »spekulationen, haand i haand med en vaagnende renlighedssans
og hygiejnens krav, har begyndt at faa tag i den. Vel ligger kvarteret om
det gamle Nicolajtaarn endnu nogenlunde uberørt, men det er kun et
Spørgsmaal om føje tid, naar taarnet faar sit spir og slagterboderne for
svinder, og paa den anden side Østergade er der allerede gjort svært lyst.
Forlængst forsvandt Peder Madsens Gang, det gamle Kristen Bernikow-
stræde er fulgt efter, og nu er Vognmagergade-kvarteret viet til undergang,
efter at den nye Christian den 9des Gade allerede er halv virkelighed. Og
saa i det skidne kvarter bag det gamle raadhus, som alskens skummel last
gjorde endnu skidnere, har økse og murbrækker gjort svært lyst, samtidig
med at den skamplet, prostitutionen var, er forsvunden. Og selv i det
fredelige voldkvarter omkring Universitetet og Frue Kirke, vort quartier
latin, begynder den nye tid at vinde indpas___
Den nye tid - ære være den!
Hvor ondt det end kan gøre - siges det videre - naar en eller anden gammel
mærkelig fortidslevning forsvinder for det, som kan synes den koldeste
hverdagsprosa, den er i sin ret, naar den kræver plads for sig. Men kravet
kan ogsaa bliver for stort og manglen paa hensyn til det, der var og er, for
skrigende. Hvor gerne man end ser København vokse sig ud af sin middel
alder og sin middelstørrelse, saa er der dog det, som grumme nødigt maa
forsvinde, og som har krav paa at blive behandlet med al mulig pietet, og
det baade af historiske og æstetiske hensyn. . . .
Men noget ejer jo dog heldigvis denne vor by endnu af det, der har givet
den karakter og trukket dens linier op, hvor meget der saa end er faldet.
12