183 / 717
185
KJØBENHAVNS B A R B ERLAVs
400 M R S F€ST
1506
5t5 Februar
i ) W '
■ Ä W ' - :
1906
w
for Barbering var jo unægtelig heller ikke meget; men allerede paa dette Tids
pungt var Fagets Achilleshæl Manglen paa Sammenhold, og den indbyrdes Kon
kurrence vanskeliggjorde en virkelig rationel Gennemførelse af ensartede Priser.
Ogsaa Lukkespørgsmaalet beskæftigede Faget i særdeles Grad, thi paa dette
Omraade var man ikke bedre stillet end med Hensyn til Prisspørgsmaalet. Hvor
lang en Arbejdsdag Barberen havde,
ses bedst af de Forslag, der i 1889
fremkom om, at Regeringen skulde
ansøges om at paabyde Barberstuer-
nes Lukning Kl. 4 Søn- og Helligdage,
eller af den Resolution, der vedtoges
paa et Foreningsmøde om, at Med
lemmerne skulde lukke deres Forret
ninger senest Kl. 9 om Aftenen de
seks Dage om Ugen, undtagen Lør
dag og Dagen før en Helligdag. Se
nere gennemførtes jo Lukning Kl. 12.
om Søndagen og Kl. 8 om Aftenen
paa Hverdage. Naturligvis var Med
hjælperne i Faget særdeles inter
esserede i, at der ad Lovgivningens
Vej blev truffet Bestemmelser om,
at Søndagen skulde være hel Fridag,
og der blev da ogsaa sat betydelige
Kræfter ind paa denne Opgave, bl. a.
fremsattes der jo Forslag i Rigsdagen
sigtende hertil, som imidlertid ikke
førte til noget Resultat i den nævnte
Retning.
I 1888 indsender Foreningens Be
styrelse et Andragende til Regeringen
om at søge udvirket, »at den nu fuld
stændig forældede Lov af 30. Januar
1861 for Barbernæring maa blive saa-
ledes forandret, at Barbererne for
Fremtiden fritages for den særlige
Forpligtelse at skulle yde Nødhjælp til Syge eller Tilskadekomne, eller saa-
fremt dette ikke lader sig gennemføre, at ingen kan faa Borgerskab som Bar
ber, forinden Vedkommende har bestaaet en ved Lov bestemt teoretisk og
praktisk Prøve i Nødhjælp i det almene Vels Tjeneste,« men der skulde dog
hengaa en halv Snes Aar, før der kom noget ud af dette. Først ved Loven af
3. April 1900 ophævedes de gamle Bestemmelser om Barberernes Pligt til at yde
Nødhjælp, og hermed var en tyngende og besværlig Byrde frataget Fagets Ud
øvere, og herefter betragtede Barbererne sig som Haandværkere, hvis Arbejds
felt udelukkende laa paa Skæggets og Haarbehandlingens Omraade.
Ganske interessant er det at se, hvilke Fordringer Faget nu kiævei opfyldte.
De fremsættes i 1887 overfor Haandværkerforeningen, som dengang haabede
Laueets Banner.