DanskHaandværkerStat

182

Særlig Fuskeriet maatte Amtet sætte et stort Arbejde ind paa at bekæmpe,

og her havde Standen for det meste Myndighederne med sig. Saaledes f, Eks.

da »Zahn-, Mund- und Wurmarzt«

Johan Christian Fischer

i 1749 indgav An

søgning til Kongen om at maatte nedsætte sig enten i Hovedstaden eller et an

det Sted i »Kongens Riger og Lande«. Han anfører i sin Ansøgning, at han er

vidt berejst og begærer blot at faa Lov til ved et Bord paa et bekvemt Sted at

maatte sælge sine Medikamenter. Oldermanden afviser med Harme Andragen

det, idet han fremhæver, at dersom Fischer havde haft nogen synderlig Viden

skab i den lille Del af Kirurgien og Medicinen, som. vedrører hans opgivne Fag,

saa vilde det ikke andre Steder have været ham vanskeligt at fortjene sit Brød

endda bedre end her, hvorefter Oldermanden i øvrigt henviser til de forskel

lige Forordninger og Plakater, der tager Sigte paa at komme »Bønhaserier«

tillivs.

Kampen for at bevare Laugets og Medlemmernes Rettigheder maatte i det

hele taget føres paa forskellige Fronter, der var f. Eks. de borgerlige Artilleri

ster. I Christian den Syvendes Forordning af 1789 vedrørende dette Korps be

stemtes det nemlig, »at alle ved dette Corps staaende Artillerister maa have

Frihed til at ernære sig med egne Hænder af den Profession, enhver har lært.«

Herved forstodes, at Barbersvende, som stod ved Korpset, ogsaa maatte bar

bere og behandle civile Personer, og dette var en Forøgelse af Amtets Rivaler

og Fuskere. Endvidere var der Frimestrene, der indenfor Barbererne som

indenfor alle andre Haandværksfag paa denne Tid fik Vind i Sejlene. At alt

dette betød følelige Indgreb i Næringen siger sig selv.

Barbererne som Kirurger blev der atter god Brug for i Aaret 1807. I en

Protokoltilførsel af 23. November 1807 beskriver Oldermand

Muth

Tilstandene

saaledes: »I August Maaned 1807 fremkom fra Englænderne en Opfordring til

at udlevere den danske Flaade, hvilket vor Regering nægtede at opfylde, med

mindre den blev tvunget med Magt. Følgen heraf var en Belejring og et Bom

bardement af Byen. Jeg blev af Oberst og Stadshauptman v. Mylius opfordret

til at træffe Anstalt til, at der kunde skaffes Borgerne den nødvendige Hjælp

fra denne Side. Til den Ende lagde jeg min Plan, som jeg ikke alene viste Stads-

hauptmanden, men ogsaa Generalkirurg og Professor

Winsløw,

som begge to

var meget tilfredse med den. Med sidstnævnte aftalte jeg tillige, at alle de yngre

Kirurger, jeg ansatte, ikke skulde antages af ham, for at de ved at blive ansatte

gennem mig samtidig kunde passe deres Principalers Forretninger. Af den

Grund blev heller ingen ansat med Betaling. De, der ikke vilde dette, skulde

enten paa Blokskibene eller tjene under Gevær som Borger.«

Der blev nu for Alvor Brug for Barber-Kirurgerne, som atter ved denne Lej

lighed gjorde et godt Stykke Arbejde og udmærket Fyldest med Hensyn til Be

handling og Forbinding af de mange Saarede.

Efter denne Fejde, og saa længe Statsbankerotten og dennes lammende Virk

ning sporedes, gik Tiden indenfor Fagene uden Udvikling af nogen Art, men jo

længere man kommer op imod Midten af det 19. Aarhundrede, lyder Friheds

røsterne stærkere og stærkere. Det var jo i det hele taget nu Tidens Løsen, at

Haandværkslaugenes Tid var omme, og at noget nyt maatte til.

Indtil Barberlauget blev ophævet, maatte Svendene aflægge en Prøve, der

ogsaa var Betingelse for at blive Frimester. Denne Prøve aflagdes i Olderman-