186 / 250
185
støttedes af Rikke, idet de begge forsikrede, at de flere
Gange havde nydt af den Vin.
Da Steimitz imidlertid
vedblivende ytrede sin Tvivl om, at det forholdt sig rig
tigt, og Rikke herover syntes at blive noget forlegen og
samtidig ligesom spørgende saa paa Madam Rau, udbrød
denne s k a r p t: „Det behøver vi vel ikke at gøre Dem
Regnskab fo r? Vil De ikke tro os, kan De lade væ re.“ —
Steimitz, som saavel under som efter Maaltidet havde
drukket godt, blev meget fornærmet, og det vilde sikkert
havde udviklet sig til et Skænderi imellem ham og Madam
Rau, saafremt Thranes Stedfader ikke var kommet sidst
nævnte til Hjælp.
Han forsikrede nemlig Steimitz om,
at han som Sømand, ikke alene i Palæstina, men ogsaa i
flere italienske Søstater havde drukket en saadan Vin, som
omtales i Sagnet. Samtidig opfordrede han ham til at gøre
sin Husværtinde og Rikke en Undskyldning, fordi han
havde tvivlet om deres Sanddruhed, hvilket Steimetz ogsaa
gjorde, efter at hans Kone havde hvisket ham et Par Ord
i Øret.
Den Beredvillighed, hvormed Steimitz gjorde Madam
Rau sin Undskyldning, bevirkede, at hun genvandt sin Til
fredshed, og den glade Stemning ved Gildet led saaledes
intet Afbræk.
Madam Rau fortalte nu videre, hvorledes det gik Ridder
Theobald von Bruno og hans elskede Rosalinde i Kamp
med den grumme Røver Schreckenwald.