188 / 250
187
Hans Navn var Ridder Schreckenwald, et Navn, han bar
med Rette;
Thi Mord betegnede hans Vej, ej Blod ham kunde mætte.
De vilde Lidenskabers Glød var stærk i Mandens Indre,
Og Had og Hævn og Grusomhed man saa i Øjet tindre.
Hans Borg var stærk som Klippens Grund, hvorpaa den
kækt var bygget,
Og hvert et Rum og hvælvet Hal med røvet Guld ud
smykket.
Ja, Schreckenwald han var en Skræk langs Donaus Cobol-
vande,
Den grumme Røvers Navn var kendt i flere Verdens Lande.
II.
Det var en Sommermorgenstund, da Solens Straaler milde
Blev hilset af den frie Fugl med Glædens klare Trille.
Man over Donaus Bølger saa et prægtigt Skib at glide
Med Glædens Flag paa højen Mast og Sejl som Sneen hvide
Om Bord stod Ridder Theobald med Bruden, han har hentet
i Bayern-Land, hvor hun er født og længselsfuld ham
vented’.
Det unge Par nu sidder fro i Sejlets Læ og Skygge,
Og hvisker Elskovs søde Ord og drømte kun om Lykke
De taler kun om Kærlighed, om Elskovs Fryd og Smerte ,
De hviler i hinandens Favn, mens Hjerte slaar mod Hjerte
Han kysser hendes Purpurmund med ungdomsfyrig Varme,
Imens hun hvilte øm og huld ud i sin Brudgoms Arme.