194 / 250
193
Da over den han springer kækt, hans Fod ej Fæste finder,
Og i det samme Øjeblik i Dybet han forsvinder.
Da lyder et forfærdet Skrig fra Rosalindes Læber,
Og i den rædselsfulde Stund hun med en Dolk sig dræber.
Den næste Dag man grov en Grav,
Hvori de tvende kære
Nu fundet har et Hvilested,
Hvor de i Fred kan være.
Skjøndt Agstein sunket er i Grus,
Og Taarnet sammenstyrtet,
Og smuldret hen de manges Ben,
Som der blev dræbt og myrdet.
Saa kan end stundom Parret ses
Staa ved hinandens Side
Paa Klippens Top ved Midnatstid
I deres Dragter hvide.
Dette Sagn gav imidlertid Anledning til, at S am talen
imellem Thranes Gæ ster kom til at dreje sig om Men
neskenes gode og slette Handlinger, navnlig fandt Madam
Steimitz, der undertiden kunde faa pietistiske Anfald, det
upassende ved en saadan Højtidelighed at synge Drikke-
og Gadeviser i Stedet for at prise Herren i Salmesang,
hvad en kristelig Familie ikke burde undlade.
Til denne Bemærkning svarede Hans Thranes Fader:
„Eftersom Alverdens Rigdom ikke er i Stand til at skaffe
os nogen varig Glæde, saa maa vi have noget, som kan
opmuntre os, og naar vi nyder denne Verdens Goder med
Fra Em piretiden.
13