198 / 250
197
Stemme, som om han søgte at beherske en dyb Sorg: „Ak,
Madam Strilo, Gud give, det ikke var andet; af en Syg
dom kunde man dog nære Haab om atter at komme sig;
jeg vilde langt hellere være syg end lide under det, der
piner mit Hjerte."
„Hvad er der da i Vejen?" udbrød Madam Strilo, hvis
Videbegærlighed yderlig blev vakt ved det, hun saa og
h ø r te ; „sig os d e t ! De ved jo, vi er Deres oprigtige
Venner."
„Ja, jeg ved det, Madam Strilo. — Jeg ved, at De trods
min store Ubesindighed og de mange Fornærmelser, jeg
ved mine Kaadheder har tilføjet Dem, vedblivende er mig
god, og jeg vilde ønske, at De i dette Øjeblik ikke helt
maa have tabt Tilliden til mig, som jeg nu saa haardt
trænger til."
„Hvad er det? — De maa sige os det; har De haft
Pengetab?"
„Ak nej, Madam!" udbrød Thrane, „det vilde langtfra
være det værste." —
„Men hvad er det da, De fejler?" raabte Madam Strilo,
idet hun deltagende nærmede sig Thrane og bad ham be
tro sig til dem og sige, hvad det var, der pinte ham. Sam
tidig gjorde hun en Pantomime til sin Mand, og denne bad
nu ligeledes sin Ven om at betro sig til dem og sige, hvad
der havde sat ham i en saa sørgmodig Stemning. Dette
gjorde han nu ogsaa, idet han med graadkvalt Stemme for
talte dem, at hans Kone vilde skilles fra ham.
Ved at høre dette for Madam Strilo forbauset op og
raabte: „Det er da ikke muligt!"
„Jo, det er desværre alt for sandt, og det bliver vist
min Ulykke," svarede Thrane med skælvende Stemme.
Da Madam Strilo hørte ham udtale sig saaledes og saa
Taarerne staa ham i Øjnene, sagde hun til sin M a n d : „Hvad