201 / 250
200
for at du af vort eget Ur kan blive overtydet om, at det er
sandt, hvad jeg siger.“
„Lad det bare være, gør dig ingen Ulejlighed, kæ re
Kone, — jeg kan forsikre dig, jeg lyver ikke.“
Da hans Kone alligevel efter nogle forgæves Forsøg
fik Lyset tændt og hæver det op mod Uret, slog det lige
i det samme 1, og hun u d b rø d : „Nu kan du da selv baade
høre og se, det er rigtigt, hvad jeg siger, Klokken er 1.“
Dertil svarede han meget bestemt: „Nej, den er ej, for
det gaar ogsaa ravruskende galt.“
Ved at høre denne Paastand blev Konen vred og paa
stod nu paa det bestemteste, at Uret gik rigtigt, og da de
ikke kunde blive enige om det Spørgsmaals Løsning, ud
brød Thrane i en meget fornærmet Tone, idet han pegede
paa U ret: „Naa, ja, saa tror du altsaa bedre paa saadan et
usselt Værk, som borholmske Børn sidder og makker
sammen, end du tror paa, hvad din ægteviede Mand
siger. “
„Ja, i dette Tilfælde tror jeg ikke paa, hvad du siger,
og naar jeg har Ret, vil jeg ogsaa have Ret.“
„Ja vist, I Fruentimmer vil altid have Ret, og Humlen
er altsaa, at jeg gør dig Uret og lyver.“
„Det siger jeg ikke, du gør.“
„Hvad gør du i k k e ! sagde du ikke lige nu, du havde
Ret? altsaa har jeg efter din Mening U ret.“ —
Hans Hustru bad ham nu, for at faa Ende paa deres
unyttige Trætte, skynde sig at komme til Ro, da hun ikke
fandt det Umagen værd længere at disputere om, hvad
Klokken var, hvilken Opfordring hendes Mand efterkom,
og det varede ikke længe, før Ægteparret blidelig ind-
slumrede.
Som Følge af den berettigede Harme, Madam Strilo
følte over den latterlige Stilling, hun ved Thranes grove