197 / 250
196
Hun morede sig nemlig selv kosteligt ved at høre paa
de mange morsomme Anekdoter og vittige Indfald, han
stadig ved alle Lejligheder havde paa rede Haand, og et
Par Prøver paa hans Opfindsomhed i saa Henseende skal
her anføres.
En Dag, da Thrane tilfældig møder Strilo, siger han til
ham, at han vilde komme hjem og hente ham den paa
følgende Aften, for at de sammen kunde gaa ud at spille
nogle Partier Billard. Vennen fortalte ham da, at hans
Kone havde været saa ualmindelig vred over, at han var
kommet sent hjem, sidst de havde været ude sammen.
Herefter skulde hun nok vide at sætte en Stopper for, at
han, hvor mange Hundekunster han end hittede paa, oftere
fik ham med ud at spille Billard.
Til denne Meddelelse bemærkede Thrane med et lunt
Smil, at det alt sammen nok ordnede sig af sig selv, naar
han kom til at tale med hans Kone, hvilket Vennen dog
meget betvivlede.
Da Thrane den paafølgende Aften indfandt sig hos
Strilo, var han øjensynlig i en meget nedtrykt Sindsstem
ning, hvorfor Vennens Kone betragtede ham med stigende
Forundring, idet hun bad ham sidde n e d ; thi hele hans
Optræden bar Præget af en dybtfølt Sørgmodighed, og
hans Væsen var saaledes en fuldstændig Modsætning til
det, han ellers plejede at udvise. I en blød og tungsindig
Tone takkede han Madam Strilo og tog Plads paa den til
budte Stol.
Madam Strilo, hvis Nysgerrighed ved den for hende
saa uforstaaelige Forandring i hele Thranes Opførsel var
blevet vakt, spurgte denne i en deltagende og opmuntrende ,
Tone: „Hvad er der dog i Vejen med D em ? — Er der
gaaet Dem noget imod? — E r De s y g ? “ —
Thrane drog et dybt Suk og svarede med sørgmodig