203 / 250
202
lært, efter at han havde mistet sit Ben. Hun selv passede
udelukkende Butiken.
Paa Thranes Spørgsmaal om, hvorledes hendes Mand
havde det, beklagede hun sig stærkt over ham, og sagde
blandt a n d e t:
„Tænk Dem, medens jeg trolig passer min Butik, gaar
min Mand uden videre Omstændigheder bort fra Hjemmet
for at spille Billard, og ikke nok med det, undertiden tar
han sig ogsaa en Gibser hos Destillatøren i Tugthusporten,
og jeg arme Kone ved intet levende Raad for, hvorledes
jeg skal bære mig ad med at forebygge det. Kan De ikke,
Thrane, give mig et godt Raad, hvorved jeg kunde for
hindre dette?"
„Jo— o, det kunde jeg maaske nok,“ svarede denne.
„Saa gør d e t ! — dersom Deres Raad er godt, køber
jeg hele det Parti Uldtøj, De har,“ sagde Madam Johansen.
„Saa skal De saamænd ogsaa faa et, Madam, der nok
skal forhindre Deres Mand i at forlade Hjemmet uden Deres
Tilladelse."
„Hvorledes d a?" spurgte Madammen.
„Det skal jeg sige Dem. — De kan jo hver Morgen,
naar De gaar ned i Butiken, tage Deres Mands Træben
med, og saa kan De jo ved passende Lejligheder, hvor De
anser det for at væ re nødvendigt at lade ham komme paa
Gaden, laane ham Benet."
Thrane havde imidlertid næppe faaet Ordene udtalt,
førend Madam Johansen u d b rø d : „De har R e t ! at jeg ikke
har tænkt paa det før, kan jeg ikke begribe." —
Handelen blev nu afsluttet om Uldvarerne, og straks
efter, at Thrane havde forladt Butiken, gik han op til Jo
hansen, som ved hans uventede Besøg blev meget glad,
særlig da Thrane ved Afskeden satte ham Stævne i et be
kendt Værtshus, hvor de skulde mødes den paafølgende