209 / 250
208
Enden af Nørregade, hvorfra Patrouillen altid kom, for
det meste til en bestemt Tid af Dagen.
Hvor usandsynligt det end lyder, satte han sin tre-
aarige Søn paa Vagt lige for Enden af Nørregade, thi her
begynd te Bakken, der førte op
til Volden. Ba kk en s Side var
ste n sat, og den n e d e rste S ten var
af Højde som en alm indelig
Skammel, hvo rpaa et B a rn b e
k v em t k u n d e sidde, og hvo rfra
man kunde se langt ned ad
Nørregade.
P a a d e n n e S ten blev D r e n
gen anb ra g t og fik det Hv erv
at p asse paa, naa r P o litiet kom
n ed e i Gad e n , og saa sn a rt han
saa det, skulde han strak s løbe
h en og fo rtæ lle det til R e b sla
gern e , som arbejdede tæ t ved
det Sted, h v o r han sad, og de
skynd te sig da ind i Sku re n e,
til Politiet var p a s se re t forbi.
Dette vigtige Hverv udførte Barnet flere Gange til stor
Moro saavel for Faderen som for dennes Folk; da Drengen
nemlig endnu ikke kunde tale rent, var det meget pudsigt
for dem at se ham komme løbende saa stærkt, han kunde,
og med advarende Mine udbryde: „Nu tommer Be ssefa’r ! “
Grunden til, at Hans Thrane kunde sætte sin lille Søn
paa den Post, var, at Drengen antog enhver, som var
iført den af ham saa kendte Politiuniform, for at være hans
Bedstefader, og netop denne fejle Anskuelse satte ham
i Stand til at beklæde den ham betroede Post.
En Politibetjent 1807.