211 / 250
210
Oh S k r æ k ! Da Thrane fik Kjolen paa, saa han til
sin Rædsel, at der var foregaaet en alvorlig Reduktion i
de to Rader blanke Messingknapper, som skulde lukke og
pryde den røde Spidskjoles Brystparti.
Disse blanke
Knapper havde nemlig længe stukket hans ældste Pode i
Øjnene, hver Gang han besøgte Pulterkammeret, og til
sidst udøvet en saadan Tiltrækningskraft paa ham, at han
ikke formaaede at beherke sin Lyst til i alt Fald at be
sidde nogle af dem, hvorfor han efterhaanden afskar nogle.
Dette førte til, at da Faderen var iført Uniformen, viste det
sig, at de fleste Knapper manglede, idet der kun fandtes
fire Knapper paa den ene og tre paa den anden Side af
Uniformen.
Henriette søgte imidlertid paa bedste Maade at stille
Broderens Vrede og heftede nogle store Naale ind, hvor
Overfaldet gabede, medens Broderen, ærgerlig som han
var, lovede Sønnen, der til alt Held i dette kritiske Øje
blik var uden for Faderens Rækkevidde, nogle vældige
Tamp, og ilede efter at have kastet Sabelgehænget over
Skuldrene af Sted til Alarmpladsen, hvortil han ankom
meget forpustet og stillede sig ind i det bagerste Geled,
lige i det Øjeblik Obersten kommanderede r e t ; men da
der umiddelbart derefter blev kommanderet „Sabel ud “ ,
var det Hans Thrane, trods Anspændelse af alle Kræfter,
umuligt at faa sin Sabel ud.
Det er en Selvfølge, at den komiske Figur, Thranes
Person kom til at udvise ved hans mange, men stedse for
gæves Forsøg paa at trække Sabelen ud af Skeden frem
kaldte almindelig Munterhed blandt de omkringstaaende
Kammerater.
Da Bataillonskommandøren imidlertid ikke havde ob
serveret den latterlige Situation, hvori Hans Thrane be
fandt sig, kommanderede han, Afmarch med Sektioner til