FraEmpiretiden

213

havn med sin Skat, og at man derfor ikke maatte forsømme

at aflægge et. Besøg i hendes Telt.

Af ekvilibristiske Præsentationer skal vi her nævne

den berømte Liniedanser Roar, som optraadte i København

i Begyndelsen af det forrige Aarhundrede. Hans Tov gik

fra den højt beliggende Platform i Rosenborg Slots Spir

og strammedes med Tallier, der var anbragt om Foden af

de paa Volden ved Gothersgade staaende Træer. Paa den

i en saa svimlende Højde anbragte Line gik Roar med en

Sæk over Hovedet, saavel forlængs som baglængs, lige

som han ogsaa bar et Komfur ud paa Linens Midte, hvor

han bagte sig en Pandekage.

Disse Præsentationer, som Kongehusets Medlemmer

undertiden overværede, fik imidlertid en brat og sørgelig

Ende, thi da Linedanseren for sidste Gang i København

viste sin Kunst, lød der pludselig fra de talrige Tilskuere,

der i aandeløs Spænding betragtede hans forvovne Færd,

et hvinende Skrig, og i samme Øjeblik laa Roar med knuste

Lemmer døende paa Jorden. Da de tililende varsomt

løftede ham op, aabnede han Øjnene og sp u rg te : „Faldt

jeg, eller knak Tov et? “ og da man sagde ham, at Tovet

var sprunget, udbrød h a n : „Gud ske Lov, saa dør jeg dog

som en Kunstner." — — —

Imidlertid aabnede Georg Carstensen den 15de August

1843 sit Tivoli, hvis Omgivelser dengang var ualmindelig

smukke og idylliske, idet Etablissementet paa nævnte Tid

var omgivet af et langt større Vandareal end nutildags. I

dette laa der flere smaa, løvrige Øer, og paa den største

af disse, som blev indlemmet i Tivoli Aaret efter, at dette

var blevet aabnet, fandtes flere kæmpestore Piletræer,

Kastanier, Birk, Ahorn og andre Træsorter. Da mange af

Sidegrenene paa de Træer, der stod i Øens Yderkant, gik

helt ned til Vandet, dannede disse i Forening med de andre